Frivillighuset: Sommerferien står for døren

Frivillighusets nyhedsmail JUNI/2023
Kære frivillige og samarbejdspartnere i Frivillighuset.
Sommerferien står for døren, og I får her en frisk sommerhilsen med de seneste nyheder fra os i Frivillighuset.
Jubilæum
Stort tillykke til selvhjælpskoordinator Maibritt Bertelsen, der den 15.5.23 havde 10-års jubilæum i Frivillighuset. Maibritt har en omfattende viden om huset og dets mange aktiviteter, og hun har altid fingeren på pulsen i forhold til husets mange frivillige. Man går aldrig forgæves til Maibritt – hun hjælper gerne og er altid smilende og imødekommende. Aktuelt lægger hun et stort arbejde i projekt ”Senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen”, hvor Frivillighuset tilbyder individuelle samtaler med en frivillig rådgiver.
Frivillig Fredag
Datoen for årets fejring af de frivillige i Varde er torsdag d. 28.9.23, og som sidste år vil der være både fællesmøde og kåring af årets frivillig. Årets tema er ”Frivillig fordi..”, og ja, der er bestemt mange gode grunde til at være frivillig. Sæt allerede nu stort X i kalenderen og hold øje med invitationen fra Varde Kommune.

Hus Forbi
Frivillighuset har igennem flere år stået for distributionen af avisen Hus Forbi. Formålet med avisen er at være med til at skabe debat og dialog om og med hjemløse og socialt udstødte, der typisk ikke kommer til orde i medierne samt at give sælgerne mulighed for at tjene deres egne penge og have noget at stå op til. I de seneste måneder har vi oplevet, at salget af avisen er faldet betragteligt, og fra den 1.7.23 vil distributionen af Hus Forbi derfor overgå til Café Paraplyen, der med en åbningstid 6 ud af ugens 7 dage kan tilbyde sælgerne andre forhold, end vi kan i Frivillighuset. På denne måde sikres fortsat lokal distribution i Varde.

Videopræsentation
Den 6.6. var vi filmstjerner for 1 dag. Asger fra Noisemedia brugte i omegnen af 4 timer på at filme både ude og inde, og vi er meget glade for at kunne dele den færdige præsentation sponseret af lokale virksomheder. Tusind tak til sponsorer og ikke mindst tak til de mange frivillige, der deltog – som statister og som aktører. Uden jer havde vi ikke kunnet fremtrylle så godt et resultat
https://www.facebook.com/p/Frivillighuset-Varde-100064654090621/

Arrangementer på Facebook
Vi deler meget gerne informationer om jeres arrangementer i lokalforeningerne på vores Facebook side ”Frivillighuset Varde”. Ring eller skriv endelig, så vi kan komme ud til endnu flere.

Sommerferie
Kontoret i Frivillighuset er lukket den 10.7. – 6.8. 2023 – GOD SOMMER TIL ALLE