En ny sæson i Varde BMX Klub blev i sidste uge skudt i gang med træning, opstartsmøde og gratis mad til alle medlemmer i klubhuset på Højgaardsparken. I denne uge starter sommertræningen så for alvor for både nye og eksisterende medlemmer. Bestyrelse og trænere har længe haft gang i forberedelserne til et tempofyldt og travlt år.
Årets forening har store ambitioner
Varde BMX Klub blev for nyligt kåret til årets forening i Varde Kommune 2015 og året før kåret som årets BMX-klub i Danmark. Den 2. juli i år er klubben vært for DM i BMX, hvor klubben forventer flere hundrede kørere og mange flere tilskuere fra hele Danmark. Der skal være styr på det og alt skal bare spille max, når de mange gæster kommer til Varde. Der er derfor i øjeblikket gang i færdiggørelse af ny overbygning på startgaten, renovering af banen, fliselægning omkring klubhuset og meget mere.
BMX sporten er i fremgang i Danmark og Varde BMX blev ved sæsonstarten i 2015 da også ramt af succes, da mange nye kørere meldte deres ankomst samtidigt. Det gav udfordringer, men det blev løst og var lærerigt for trænerteamet. I år har klubben derfor forberedt sig ekstra godt og har lagt en god plan, der skal sikre, at alle både nye og gamle medlemmer får plads og gode oplevelser i klubben fra dag ét. Der skal være plads til alle – uanset om man blot vil træne for sjov og for at få motion eller man vil køre løb og kæmpe med om medaljerne til årets DM på hjemmebanen i Varde.
Prøv BMX helt gratis
Træning for nye medlemmer er mandage og torsdage fra kl. 17-19 og klubben håber at se en masse nye kørere igen i år. Om man er 4 eller 40 år spiller ingen rolle og vil man lige se, om det der BMX er noget, tilbyder klubben, at man kan låne en cykel og udstyr og træne med gratis de tre første gange, inden der skal indløses kontingent.