Glade jul…. uæstetiske juuuul

På én måde så har jeg nok en lille bitte æstetisk side i mit ellers altid meget farverige rod. Og den side stikker lidt frem til jul. Hvert år. Altså det her med at have hjemmet pyntet sådan a la Bo Bedre, med æstetik, orden og noget sølv og enkelthed. 

Det er bare ikke rigtig blevet til noget endnu.

Der går nemlig Gertrud Sand i den hvert eneste år, når den store kasse med julepynt hentes ned fra loftet. Så bliver der skruet op for julemusikken, hunden får rød sløjfe om halsen, og vi kravler rundt omkring hinanden i iver for at flå de gamle skoæsker op og råbe nææææh og ihhhhh – og efter et par timer er ALT æstetik væk. Eller i hvert fald den stilrenhed, jeg havde liggende i et eller andet center bag ved i hjernen.

Der er et hav af nisser og hjemmelavede ler/papir-juleting, der SKAL stå på den faste plads i  den ene vindueskarm. Julenisserne fra oldemor på Færøerne. Englen der har mistet en vinge. Julemusene af ler, Regitze lavede i børnehaven. Osv. osv. Og så er der alt det der glimmer og glitter, der som altid bliver trukket ned over alle lys i hjemmet – plus alt det andet. ALT det andet.

Jeg får hvert eneste år en gave af min mor den første søndag i advent – en julefigur fra Medusa. Jeg er vild med det. Det er smukt, herligt, og det er fra min mor. Så jeg har en hylde (læs én hylde) der er MIN – til mit Medusa… Og så har der altid været nissefrit i den store vindueskarm – hvor det til gengæld vrimler med engle. I alle størrelser og former.

Jeg er nok ikke rigtig nissefan, – jeg er til gengæld fuldstændig aldeles vild med juleengle. 

Men… så sidder jeg her og tænker fra mit hjemmekontor – ihhhh & næææh hvor er det fint. Hvor er det dejligt, at mine piger hvert eneste år jubler lige så højt som deres mor, når julekassen pakkes ud. Og det er helt ok, at der er sat et skævt guldjuletræ ud på badeværelset, og at kombi af nisser og træer og juleduttelutter i den anden vindueskarm er lidt skør… det er sådan det skal være, og jeg er slet ikke sikker på, det nogensinde forandrer sig. Fordi – så er det jo ikke rigtig jul…?

Dejlig decemberdag derude…