Jeg hørte noget radio forleden – der gav stof til eftertanke – sådan for alvor. Jeg ved ikke, hvad temaet var, for jeg dumpede bare ind, midt i en sætning, hvor en eller anden utvivlsomt anerkendt meningsdanner udtalte, at han efterhånden var lummer-træt af at høre og læse om personlig udvikling alle steder!
Selvhjælpsbøger om dit&dat – artikler om forbedring af – ja jeg nævner i flæng: selvværd, fladere mave, mindre sukkertrang, mere succes med det modsatte køn, optimeret humor, fornyet udstråling …. og jeg-skal-komme-efter-dig-forbedring.
Det tænkte jeg så lidt over, mens jeg kørte hjem efter hyggelig dag på jobbet, hvor både jeg og mine kolleger yndefuldt lader være med at tilbageholde fejl og mangler ved hinanden – på den underforståede måde, at vi faktisk synes, at hinanden er ret seje!
Det synes jeg nemlig, de er! De gør det godt! Og jeg synes også, mine børn er ganske fantastiske. Og det fortæller jeg dem. Ligesom jeg også – af og til – synes Manden er god nok. Jo han er da så…!
Men somme tider synes jeg ikke selv, jeg er god nok. Så kommer jeg i tanke om, at jeg er vanvittig dårlig til at finde på fornyelse mht. aftensmaden. At jeg burde være mindre fantasiforladt i forhold til mine evindelige “håret-op-i-100-hårspænder-frisure”. Og jeg skælder mig selv helt vildt ud over, at jeg ser dum ud med alle de fregner i hovedet, for slet ikke at nævne mit spejlbillede, hvis jeg skulle komme i tanke om at iføre mig et par shorts. (KOM NU EFTERÅR – magter ikke sommertøj længere…)
Jeg tror faktisk, jeg er den i verden, der er bedst til at gøre mig ked af det. Og mon ikke, det er sådan det er?
Alle de her forsider på magasinerne, der fortæller, hvordan vi fjerner appelsinhud og bliver en bedre værtinde, sjovere at være sammen med, bedre elskerinde – det er da selvtillidsdunk lige oven i hovedet altså!
Hvad er det for noget med, at vi altid skal fokusere på alt det, der ikke er ok ved os selv? Hvis jeg ikke er udadvendt som person – men derimod trives bedst i små selskaber – jamen er det så et problem? Eller hvis jeg simpelthen ikke har ro i bagdelen til at fordybe mig i yoga, er det så den rette fritidsjunk for mig? Bør jeg ikke bare respektere, at det er sådan det er? Sådan JEG er? Og burde alle andre ikke også det? Sådan overordnet altså?
Nå – det blev halvfilosofisk det her – sådan går det, når tankerne flyder, fordi de bliver tricket af en radiovært…
Summa summarum. Jeg synes, vi skal passe på med at lave os selv om for at tilfredsstille andre. Det er det, jeg vil hen til….
Så dagens opgave: Fortæl lige en i din sfære, at han eller hun er GO nok – der er rigtig mange, der fortjener det skulderklap!
Og nu vil jeg liste ud i badeværelsesspejlet og fortælle mig selv det…. som en slags start…