Seniorer mere realistiske i boligjagten

For fire år siden søgte næsten hver tredje boligkøber over 50 efter en bolig større end den nuværende bolig. I dag er det kun hver femte seniorkøber, der går efter en større bolig, mens mere end hver anden skal have en mindre bolig. Det viser en ny analyse blandt 1500 boligkøbere hos EDC.

Noget tyder dermed på, at de mere modne boligkøbere er blevet bedre til at tilpasse boligen til deres reelle behov, og mere realistiske omkring hvordan deres liv vil forme sig, efter at børnene er flyttet hjemmefra.

“Jeg tror det er vigtigt, at man løbende tilpasser boligen til sit behov, og også tænker på at flytte mens man både har kræfterne til selve flytningen og lysten til at begynde et nyt liv med nye naboer i den næste bolig”, siger Jan Nordmann, som er kommunikationschef hos EDC. “Som ejendomsmæglere oplever vi alt for ofte at komme til huse og beboere der for længst er vokset fra hinanden, forstået på den måde at huset er beregnet til at rumme en børnefamilie, men nu kun bebos af en eller to personer.”

Også for samfundet og ressourcemæssigt er det væsentligt at boligerne anvendes fornuftigt i forhold til familiestørrelserne. Danskere i hus har i gennemsnit 54 kvm. pr. beboer, men gennemsnitstallet dækker over en skæv fordeling med meget færre kvadratmeter til børnefamilierne og seniorpar med måske 80-90 kvadratmeter til rådighed pr. person.

“Den enkelte skal naturligvis gøre, som han eller hun har det bedst med, men hvis man er blevet boende for længe, kan det vise sig at opgaven med at flytte og få sorteret i alt det man har samlet sig gennem livet, er blevet for stor og uoverskuelig. Derfor råder vi altid til at flytte, mens man har lysten og kræfterne til det, og ikke vente til man er tvunget til det”, siger Jan Nordmann.

Stigende boligpriser skubber til udviklingen

En del af forklaringen på udviklingen i retning mod at flere ældre går efter mindre boliger, er de stigende boligpriser: “Når man får mindre for pengene, justerer man naturligvis på behovet for plads. Der er desuden blevet bygget rigtig mange lejligheder i de større byer de senere år, som også er målet for senior-boligkøberne, der på denne måde får færre men ofte dyrere kvadratmeter.”

seniorer_boligjagt_tabel