Håndarbejde er tilbage som en af tidens store trends. FOF-aftenskolen i Esbjerg oplever at mange, ligesom under corona, igen søger ro, nærvær og noget at have mellem hænderne – måske fordi verden føles mere usikker og uforudsigelig? FOF-aftenskolen oplever især en stigende interesse og efterspørgsel på kreative fag som strik, broderi, keramik og tufting.
FOF Sydvestjylland udvider nu med to nye workshops i tufting med Danella‑nål, hvor deltagerne kan fordybe sig i farver og teksturer med en teknik, der både er kreativ og meditativ.
Lokal underviser Sinne Thaysen, bosat i Esbjerg, er autodidakt “håndarbejdsnørd” med baggrund i kvalitetssikring inden for boliginteriør. Hun har en stor passion for tekstile teknikker, og oplever tydeligt, hvorfor håndarbejde trender igen:
“Når man arbejder med garn og tekstil, falder tempoet helt naturligt. Der opstår en ro, hvor man bare er til stede i det, man skaber. Jeg tror, mange længes efter netop det – et sted hvor hænderne arbejder, og tankerne får fred,” fortæller Sinne.
Sinne har fordybet sig i Danella‑nålen gennem kurser og egne eksperimenter, og hun glæder sig til at give teknikken videre:
“Tufting er både legende og fordybende. Det er en teknik, alle kan lære, og det giver en kæmpe tilfredsstillelse at se sit billede vokse frem sting for sting.”
På kurset lærer deltagerne at opspænde lærred, tegne motiv op og bruge Danella‑nålen til at skabe deres eget tuftede billede. Kursisterne kan også medbringe egne garnrester, som får nyt liv i det færdige værk.
Håndarbejde er ikke længere kun tradition – det er blevet et moderne frirum i et fællesskab. Og aftenskolerne er stedet, hvor det spirer.
Foto: Tuftingunderviser hos FOF, Sinne Thaysen, Esbjerg.