Jeg blev helt ked af det – kender I det? Når et foto – en artikel – et opslag på de sociale medier – går helt under huden på et splitsekund? Det skete for mig her til morgen.
En journalist fremhævede et foto og en historie fra Corona-nedlukning sidste år, der skreg af ensomhed. Og så kom jeg til at spekulere. Ensomhed er ikke bare sådan lige…. Der har været sat fokus på ensomhed længe og meget. I TV-programmer spænede Blachmann rundt for at ændre på livskvaliteten hos beboere i store betonblokke i storbyerne. Borgere, der bare sad der – med TV’et som eneste og dermed bedste selskab.
Så sad vi derhjemme i vores varme stuer og tænkte Nåååhr, øv, godt der bliver gjort noget…
Men jeg tror ikke, jeg skyder helt ved siden af, når jeg nu gisner om, at denne Corona-bølge har flået ensomheden ned fra væggene og lagt sig som en tung dyne alt for mange steder.
Jeg kan simpelthen ikke tillade mig at påstå, at jeg er ramt – det ville være tarveligt, fordi jeg både har familie omkring mig (hele tiden) og venner, jeg kan ringe til og trave en tur med, for ligesom at føle den her samhørighed – også selv om det er langt fra kaffemødet på cafeen og det spontane glas rosé fredag eftermiddag med venindeflokken… Og så alligevel. Så hvisker den der sælsomme ensomhed mig i nakken – på en underlig måde. Det banker jo aldrig på døren længere. Der er ingen planer i kalenderen – ingen fester at se frem til. Og hjemmekontor betyder altså også minus kundebesøg i disse tider… Det er – tomt?!
Men hvad med alle dem, der ikke har veninder – venner – familie – eller nogen, de kan ringe til? Dem, der måske har fundet et fælleskab væk fra ensomheden i den lokale sportsforening eller lignende? Før Corona lukkede alt ned? Jeg kan faktisk få helt ondt i maven.
Man kan jo ikke redde hele verden, og det her med at lave en spontan Blachmann er nok også lidt upassende i disse tider. Men jeg tror alligevel, mange kan være med til at gøre en forskel.
Brug 5-10 minutter hver dag på at ringe til en i familien, du ved sidder alene. Eller til den der ven, du ikke har set i 100 Corona-år…
Smil, når du lufter hunden – eller bare er ude og få det her friske luft, vi simpelthen er NØDT til at få – væk fra det fastspændte hjemmekontor. Hils på ham og hende bag ved dig i køen i supermarkedet, smil med øjnene – jeg tror på det – at det kan være med til at løfte lidt af den her tunge mørke sky, bygget af Corona-dårligdom, så vi alle kan komme bedre igennem det.
Det bliver vel godt igen… Tro på det…!