”Henrik’s Vej ser altid kun tornene” 

Indlæg af Byrådsmedlem og kandidat Peter Nielsen (nr. 3 på liste V) Lokesvej 7 6840 Oksbøl 

Der er intet nyt under den politiske sol siden 2017, hvor Henrik Vej Kastrupsen trådte ind på den politiske scene for lokallisten, senere borgergruppen og nu for konservativ. I Venstre er vi gået i front og tager ansvaret for udvikling med meget brede budgetforlig, hvor lokallisten, borgergruppen og konservative oftest har været med. Blåvandshuk området er blevet historisk tilgodeset i denne byrådsperiode med midler til fremtiden, men desværre kan ikke alle se dem eller også passer det ikke ind i den pågældendes politik.

Lad os hjælpe hukommelsen på vej. Blåvand fik 9 millioner til trafik, hvor der blev etableret lyskryds og cykelsti. Blåvand har fået kommunale midler på 34,7 mill af en midtbyplan til samlet 47 mill. og 5,6 mill til en omlægning af cykelstien langs Tane Hedevej til Ho. Vejers er blevet bevilliget 12,7 mill til byudvikling, Ho har netop fået 3 mill. til trafikforbedringer, 5 mill afsat til toilet og infocenter på p-pladsen ved Blåvand Fyr.

I Oksbøl er listen også lang. Skolen er blevet renoveret for over 10 mill, der er bevilliget knap 1 mill. til nye aktiviteter på stadion og i Sportsparken. Udvidelse af Skovmusen til 5 mill, midler til nye byggegrunde, næsten 3 mill. til socialboligbyggeri og som bekendt, nu seneste 6 mill til områdeplaner samt ikke at forglemme 15 mill. ekstra til Flugt museet udover de 10 mill. i forrige byrådsperiode. Venstre har altså gået i front og leveret omkring 110 millioner til Blåvandshuk området i denne periode.