Husker du skygge, solhat og solcreme på solferien?

Kræftens Bekæmpelse: 9 ud af 10 danskere følger mindst ét af de tre solråd, når de rejser sydpå, men kun 1 ud af 10 husker både skygge, solhat og solcreme. Det viser en ny rundspørge fra Kræftens Bekæmpelse.

Det er sommerferie, og mange danskere rejser i de næste uger mod varmere himmelstrøg. På en solrig sommerdag i et populært sommerferieland som Spanien får man ca. dobbelt så meget uv-stråling som på en solrig sommerdag i Danmark. Derfor er det ekstra vigtigt at følge Kræftens Bekæmpelses solråd om skygge, solhat og solcreme, når vi rejser sydpå. Ved at følge solrådene kan vi nyde ferien og undgå solskoldninger, der er smertefulde her og nu, og som samtidig øger risikoen for hud- og modermærkekræft på den lange bane.

Brug af alle tre solråd giver den bedste solbeskyttelse

Når vi checker ud fra hverdagen og ind i sydens sol er vi heldigvis rigtig gode til at huske solbeskyttelse. Ifølge en ny rundspørge fra Kræftens Bekæmpelse, følger 9 ud af 10 danskere mindst ét af de tre solråd, når de rejser sydpå. Du er dog bedst beskyttet, hvis du både søger skygge, bruger solhat og tøj samt smører dig ind i solcreme. Her er der plads til forbedring, for kun 1 ud af 10 følger alle tre solråd.

Ifølge Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelses Solkampagne, er det positivt, at næsten alle danskere solbeskytter sig på solferien, for risikoen for solskoldninger er høj, når vi kommer tættere på ækvator:

– Seks ud af ti danskere har lyse hudtyper, der ikke tåler solen så godt, og på en sommerdag i Spanien vil de fleste af os blive solskoldet, hvis vi er udendørs mere end 15 minutter uden solbeskyttelse. Derfor er det afgørende, at vi husker at tage solrådene med i ”bagagen”, når vi rejser sydpå – og meget gerne bruger både skygge, solhat og solcreme, siger Peter Dalum.

Uv-indekset guider til solbeskyttelse

Solbeskyttelse er nødvendig, når uv-indekset er 3 eller derover. I Danmark kommer uv-indekset højst op på omkring 7, men når vi rejser sydpå, kommer uv-indekset ofte over 12 midt på dagen. Ifølge rundspørgen er det kun 12. pct. af os, der tjekker uv-indekset, når vi rejser sydpå, så også her, er der ifølge Kræftens Bekæmpelse plads til forbedring:

-Ved at tjekke uv-indekset på sin rejsedestination, kan man få en ide om, hvor stærk solen er, og hvor mange timer i løbet af dagen, at solbeskyttelse er nødvendig. Derfor anbefaler vi, at man inden afrejse downloader appen ’UV-INDEKS’, så man ved, hvornår man skal finde skygge, solhat og solcreme frem – uanset hvor i verden, ferien går til, siger Peter Dalum.

Tips til en solsikker sommerferie

Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du følger solrådene om skygge, solhat og solcreme i kombination – så passer du bedst muligt på din hud og undgår solskoldninger.

Skyggehygge

Hver tredje dansker holder sig indendørs eller i skyggen midt på dagen, når de er på solferie. Det er vigtigt at tage en pause fra solen særligt mellem kl. 12 og 15, hvor halvdelen af dagens samlede mængde af uv-stråling kommer. Husk, at du stadig får uv-stråling i skyggen samt at overflader som sand og vand reflekterer meget af solens stråling. Så selvom du opholder dig i skyggen, er det stadig vigtigt med solcreme og solhat.

Husk solhatten

Tre ud af ti danskere bruger solhat, når de tager på solferie. Det er rigtig vigtigt at solbeskytte ansigt, hårbund og nakke, da vi udsættes for meget sol på de steder, og mange tilfælde af kræft i huden opstår netop der. Vælg en bredskygget hat, der giver skygge hele vejen rundt. Brug også gerne dækkende tøj, der giver skygge til kroppen. Tætvævet materiale giver den bedste beskyttelse.

På med solcremen

Hver femte dansker bruger ikke solcreme, når de rejser til lande med varmere klima end Danmark. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du bruger solcreme der, hvor tøjet ikke dækker. Mindst faktor 15 i Danmark og mindst faktor 30 i lande sydpå. Husk at bruge rigelige mængder: Èn krop – én håndfuld. Du er bedre solbeskyttet, hvis du smører dig ind to gange med ca. 20 minutters mellemrum, inden du går udenfor. Så sikrer du, at du har et tykt lag solcreme på, og du undgår ’helligdage’ – altså områder, der ikke er smurt med solcreme.

_______________________________________________________________________________

Solbeskyttelse på solferien skåret ud i pap

Kræftens Bekæmpelses Solkampagne har udviklet en lille film, hvor det ”skæres ud i pap”, hvordan man bedst solbeskytter sig, når rejsen går sydpå.
Se filmen og læs mere på Solkampagnens hjemmeside her.

Sommerferie i Danmark? Vi skal stadig passe på vores hud i solen

Skal sommerferien tilbringes i Danmark, er det også vigtigt at følge solrådene. For selvom solen er mindre stærk herhjemme, bliver vi stadig solskoldet, hvis vi er udenfor midt på dagen uden solbeskyttelse. De gode råd til solferien gælder derfor også i Danmark.

Rundspørge om danskernes solvaner på solferien

Kræftens Bekæmpelse har i foråret 2022 spurgt 1.030 danskere om deres solbeskyttelsesadfærd, når de rejser sydpå. 181 svarede, at de aldrig tager på solferie sydpå. Tallene i denne artikel bygger på svar fra de resterende 849 danskere. Dataindsamlingen er lavet som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse af analysebureauet Voxmeter. Data er repræsentativt ift. køn, alder og region.