Jeg håber ærligt talt, at den kommende regering – uanset farve – tør tage fat på nogle af de hellige køer, som alt for længe har fået lov at græsse frit på skatteborgernes regning.
Lad os begynde med mediestøtten.
Hvorfor er det egentlig, at netop medier skal have millioner af skattekroner for at eksistere? Mig bekendt får tøjbutikker ikke “påklædningsstøtte”, selvom tøj trods alt er en anelse mere nødvendigt i hverdagen end en avis eller tænde for 23 nyhedskanaler. Restauranter får ikke “aftensmadsstøtte”, frisører får ikke “hårstøtte”, og den lokale købmand må selv få forretningen til at løbe rundt.
Men aviser og medier? De skal åbenbart reddes af staten.
Det er som om, nogle brancher er blevet gjort så fine, at de ikke længere skal klare sig på almindelige markedsvilkår som alle andre virksomheder.
Og så har vi fødevarechecken.
Endnu et projekt, hvor staten kaster millioner ud til højre og venstre i symbolpolitik forklædt som hjælp. Det virker efterhånden som om, den politiske løsning på ethvert problem er at sende flere skattekroner ud i systemet uden tanke for, hvem der egentlig har tjent pengene til at begynde med.
Jo bevares – der var virkelig gang i fredagsbaren rundt om på uddannelsesstederne, hører jeg… meeeeen kunne man måske have overvejet at benytte de mange penge til en fælles nedsættelse af fødevaremomsen…?? Til gavn for alle? Blot en strøtanke…
Der er ganske enkelt noget galt.
Vi mangler politikere, der tør sige det højt: Danmark drukner i økonomisk rod, støtteordninger og bureaukrati, som ingen længere kan forklare logikken i.
Og så er der selvfølgelig dødsskatten – også kendt som arveafgiften.
Man arbejder hele livet, betaler skat af sin løn, skat af sine varer, skat af sin bolig og skat af sine investeringer. Når man så dør, skal staten åbenbart lige have én sidste håndfuld penge ud af boet, før familien kan få lov at arve det, der allerede er beskattet flere gange.
Det er svært ikke at tænke: Hvornår er nok egentlig nok?
Jeg håber virkelig, at den næste regering får modet til at rydde op i noget af det økonomiske svineri og stoppe den evige strøm af mærkelige støtteordninger og kreative skatter.
Lige nu føles dansk politik mest af alt som et stort cirkus.
Og jeg følger spændt med i, hvordan forestillingen ender.