Af Preben Friis-Hauge (V), Udvalgsformand for Varde Kommunes Plan- & Teknikudvalg.
…… men vi har mange ådale. Jeg synes, vi skal gøre hvad vi kan for at bevare ådalene og deres helt særlige landskab. Mange steder igangsættes græsningsprojekter, så ådalene ikke gror til med tilfældig spredte små og store buske eller krat.
Nogle byrådspolitikere i Varde Byråd er meget fokuserede på, at vi skal undgå næringsstoffer i vores vandløb og miljø ved at plante skov helt ned til å og vandløb. Jeg er enig i, at vi skal beskytte åer og vandløb.
Skovrejsning er også et godt redskab, men indenfor åbeskyttelseslinien, der kræver det en dispensation …. også for juletræer. Det kræver det, fordi kommuner og de tidligere amter gennem tiderne har ønsket at bevare det særlige landskab en ådal nu en gang er.
Jeg synes, at man skal være nysgerrig på om lavbundsprojekter i ådalene, hvor man ikke må gødske, kunne være en anden vej frem end skovrejsning. Det giver samme resultat som skovrejsning i forhold til at fjerne næringsstoffer, men det sikrer ådalen som det åbne landskab vi kender mange steder. Supplerende så kan rødder mm fra produktionsskov tæt på åer og vandløb give utilsigtede spærringer, som kan give problemer opstrøms, som man ikke måske ikke havde planlagt i sin iver efter mest mulig produktionsskov helt ned i vandløbene.
Der til kommer, at landbruget der ofte ejer jorden, at de mange steder er med på sådanne projekter, og de samarbejder allerede med kommunen om det.