Varde Bibliotek søger en ambitiøs og modig teamleder til Formidling og Medier.
Din vigtigste opgave er at lede og inspirere et stærkt team, der sætter al kraft ind på at folde bibliotekets mange medier og tilbud ud. Du får til opgave at lede teamet gennem forandringer og nye måder at indrette bibliotekets rum og systemer. Målet er, at bibliotekets tilbud – både fysiske og digitale – åbner sig og bliver mere tilgængelige og intuitive for brugere i alle aldre.
Hos os er brugeren i centrum – alle former for medier ligger klar. De mange fortællinger, fantasierne, fordybelsen, viden og fakta venter kun på at møde sit publikum.
Biblioteket er et universelt kulturrum – sømløst, fysisk og digitalt. Omdrejningspunktet er ikke længere bogryggen. Det er til gengæld det, vi læser – det som fortællingerne byder ind med – de store og de små historier. Det er dem, vi bliver klogere på – de pirrer vores nysgerrighed og forundring – de sætter os i gang.
Vi søger en Formidlings- og Medieleder der sammen med teamet kan sætte fokus på overblik, nudging, og erfaring med inspirerende og lærerig formidling samt et gennemskueligt og intuitivt bibliotekssystem. Du smitter medarbejderne, giver plads og anerkendelse og former intuitivt nye spirende formidlingsformer. Du er fortrolig med styrkerne i blandingen af kultur og læring, og du gør en dyd ud af at skabe fornyelse, fordybelse, fremme appetitten og tilfredsstille brugernes behov. Du bliver derudover en del af bibliotekets lederteam, hvor du arbejder tæt sammen med biblioteksleder, kulturleder og stab.
Medieverden og bibliotekernes tilbud er hastigt under forvandling. Streaming, digitale og fysiske medier blander sig vilkårligt med hinanden. Vi plukker i det, vi har lyst til og brug for. Vi opdager noget på nettet, vi lytter til en podcast, delerfalder over en avisartikel, lærer af en YouTube video, nyder en film på Filmstriben – eller vi fordyber os i en bog – den digitale eller måske bare den, der stod og ventede på at blive læst.
Åbenhed og et ligeværdigt samspil mellem bibliotekets brugere og formidlerne skal bane vejen for, at vi sammen foretager nogle kvalificerede valg. Biblioteket faciliteter og stiller værktøjet til rådighed. Nyttige interfaces, navigation nettet, app’en Biblioteket, chatbots, opslag, visualiseringer – brugerne deltager aktivt i udforskningen og sammen med et dygtigt hold formidlere bliver vi alle klogere – indsigt, udsyn, dannelse og klarhed.
Vores hovedbibliotek er placeret i Varde. Varde Bibliotek har desuden afdelinger i Agerbæk, Nørre Nebel, Oksbøl og Ølgod. Kommunen fylder godt i landskabet, men med et kørekort kan man komme langt.
Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte biblioteksleder Peter Holm Lindgaard på telefon 2177 8279 eller petl@varde.dk.
Læs mere om stillingen i de uddybende oplysninger på bibliotekets hjemmeside www.vardebib.dk/om-bibliotekerne-i-varde-kommune.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen ønskes besat pr. 01. august eller snarest derefter.
Ansøgningsfristen er den 29. maj. Vi afholder samtaler i uge 24.
Ansøg stillingen her “Formidlings- og medieleder til Varde Bibliotek I Varde.dk”
/jobannonce