Som ganske ung teenager søgte Charlotte Pedersen et job i A-Z i Esbjerg. Her blev hun ansat i ishuset, og planen var, at det var et sommerferiejob, inden hun skulle starte på Handelsskolen. Men det skulle vise sig at blive mere end det.
I dag hedder den første arbejdsplads Bilka, – det der startede som A-Z, og Charlotte kan nu fejre 25 års jubilæum i Salling Group.
– Det var jo et fint job at have, mens jeg gik i skole. A-Z var en stor arbejdsplads med mange muligheder, hvor jeg var ansat i ishuset, sidenhen i Bistroen, og da jeg blev opfordret til at søge elevplads i tekstilafdelingen, blev det sådan, griner Charlotte, der i dag har lidt vanskeligt ved at se, hvor de 25 år er blevet af.
– Det er et godt arbejdsliv at se tilbage på. Jeg var jo nok ikke blevet, hvis ikke det var tilfældet…
Den røde tråd i Charlottes karriere er uden tvivl afdelingen med tøj. Tekstilafdelingen har altid trukket i hende, og det er da også her, vi møder hende i dag. I gang med at pakke sommertøj ud og hænge på bøjler i byens Føtex.
(Artikel fortsætter under foto)
– Uanset hvor i koncernen jeg har været tilknyttet, er det altid tøjet, jeg har søgt hen imod. Men der er jo fulgt så mange oplevelser med, siger Charlotte og fortsætter: Da jeg var færdigudlært i Esbjerg, skulle der jo ske noget nyt. Sådan er det typisk indenfor Salling Group. Der åbner sig hele tiden nye muligheder, så jeg søgte en stilling i Bilka Kolding, hvor jeg snart var afdelingsleder med ansatte under mig. Men… det viste sig slet ikke at være mig. Jeg er nok mere sådan, ja, jeg vil gerne ”bare” være på gulvet.
Job i Bog & Idé
Charlotte tog en pause fra koncernen og fik job i bog & Idé Esbjerg, og her var hun i 4 år.
– Det var 4 lærerige år, men jeg erfarede også, at jeg savnede stemningen fra et stort varehus – og så savnede jeg tøjet, smiler hun.
Der skulle åbne en ny føtex i Varde, og Charlotte lagde straks billet ind. Hun kunne se muligheden for at være med fra start samt være med til at sætte sit aftryk, gerne på tekstilafdelingen.
Og sådan blev det. I 1998 blev føtex Varde en realitet, og Charlotte beskriver perioden som fantastisk spændende, hvor hun især husker det stærke fællesskab, der opstod.
(Artikel fortsætter under foto)
– Jeg satte mig naturligvis på tekstilafdelingen, siger Charlotte med et stort smil.
– Og her har jeg været siden – og jeg kunne ikke forestille mig at skulle andet. Jeg bliver aldrig træt af at åbne kasser med nye varer. Meget har ændret sig gennem årene; strukturen, de fysiske rammer, – men bøjlerne og hylderne – det er det samme. Det skal se pænt ud, og man skal være omstillingsparat, lyder det fra Charlotte, der forklarer: Der har altid været en kolossal omsætning indenfor min afdeling. Føtex’ tøj er kendt for at være forholdsvist billigt og sammenkoblet med den gode kvalitet, så går vi nok aldrig af mode. Det betyder, at der hele tiden skal være et øje på alle hjørnerne i afdelingen; der skal fyldes op og lægges på plads. Og ofte er varerne udsolgt med lynets hast, og noget nyt skal ske. Det er en fantastisk verden at arbejde indenfor!
Og som årene er gået, er det endt som en en form for “familieforetagende” at have ansættelse i Salling Group.
– Alle tre børn har været ansat her; de to ældste som ungarbejder, og lige nu er yngdste skud på stammen såmænd ansat som ungarbejder her i huset, det griner vi da lidt af, min mand og jeg, lyder det fra Charlotte, der bor sammen med sin familie i Ølgod.
Udsalg som i gamle dage
Noget af det, Charlotte fremhæver, er når varehuset holder udsalg. Fordi det giver en energi i huset, mens det står på, som er helt unik.
– Når vi indimellem kører sådan en weekend med – 30 %, så tager man en dyb indånding. Folk vælter ind, og jeg spæner rundt for at få afdelingen til at fremstå trimmet. Jeg tror, det er fordi, det dufter lidt af udsalg i gamle dage. Altså dengang hvor man gik og ventede til dagen, hvor dørene blev slået op og det gjaldt om at komme først til de gode tilbud – det var der nu noget over, lyder det fra Charlotte.
(Artikel fortsætter under foto)
25 år er gået – og det skal fejres. Og det bliver det. Med limousine, flag, reception og taler. Og Charlotte er både forventningsfuld – og nervøs.
– Jeg er da stolt af, at jeg har været på samme arbejdsplads 25 år, det er nok alligevel lidt en sjældenhed i dag. Men det handler altså om, at jeg er glad for at være her. Gode kolleger, en rar atmosfære, og tilliden til, at man kan løse opgaverne. Jeg er meget tilfreds, og jeg befinder mig rigtig godt, hvor jeg er – på alle måder. Mine arbejdstider giver mig mulighed for at passe min familie og være aktiv i det lokale foreningsliv i Ølgod, hvor jeg gerne lægger frivillige kræfter.
Jubilæet fejres d. 3. august, hvor man om formiddagen vil kunne vinke til Charlotte, der bliver leveret til føtex Varde i Limousine til reception.
– Giv lige Charlotte et skulderklap, når du møder hende i føtex – det fortjener den energiske jubilar!