Mens vi andre spiste vores julemad og pakkede vores gaver op, så havde Kristian Walters fra Varde en anderledes jul. Han er nemlig i Indien.
GoVarde.dk fangede ham inden jul for at høre, hvordan han skulle fejre højtiden.
– Jeg har været så heldig, at få besøg af en god veninde. Vi skal vidst danse om det plastikjuletræ, der står ude i gården, griner Kristian.
Også julemaden står på en lidt anderledes menu.
– Det bliver noget chicken tikka, paneer tikka og noget fisk. Og lidt rom, siger han.
Kristian har cyklet helt fra Danmark og til Indien. Men der er ikke planer om, at vende hjem til det kolde nord lige foreløbigt.
– Jeg vil se om jeg kan finde en båd og lærer at sejle den. Så vil jeg gerne sejle til Sydamerika, afslutter han.