Juledekorationen er tændt hos Blåvand Mægleren, hvor Claus og Anja Lützen gerne byder på en kop julekaffe.
– Det har været en pudsig måned – i vores branche er der ofte lidt mere stille i december, men det har bestemt ikke været tilfældet i år, smiler Claus, der netop har lukket handel nummer 4 indenfor ganske kort tid.
– Men travlhed skal ikke bremse julehyggen, og den har vi bestemt masser af, lyder det fra Anja, mens salgsskiltene i vinduet skiftes ud.
Vi skal være sammen med alle vores børn d. 23. december, så mødes vi til god mad, og det er IKKE traditionel julemad, vi får den dag, det skal altså vente til selve juleaften, slår Anja fast, og tilføjer, at hvis vejret tillader, bliver Claus muligvis sendt ud og tilberede noget spændende kød på grillen.
Juleaften har de en af børnene hjemme, og så står den på flæskesteg og “hele pakken”, som Claus udtrykker det. Hunden Deeddee er i centrum og der er naturligvis købt rigelig ind af gaver til familiens yngste “barn”.
– Vi danser ikke om juletræ – for vi har ikke noget juletræ, griner Claus og forklarer: Vi bor jo i en lille lejlighed her i Blåvand, hvor et træ ville blive alt for klemt, så hvis vi skal danse, må det blive rundt om en juledekoration…
Juledagene handler for familien Lützen om hygge og nærvær, mens nytåret skydes ind i Blåvand sammen med gode venner.
– Vi er faldet så godt til her i Blåvand og har mødt en masse nye og dejlige mennesker herude, så jeg tænker, vi skåler til midnat og mindes et fantastisk 2017, ligesom vi er rigtig spændte på, hvad 2018 kommer til at bringe, slutter Anja.
GOD JUL ønskes fra Blåvand Mægleren…