KNALLERTERNE LARMER – VI LYTTER!

Politiet oplyser: Solen skinner, baby sover sødt i barnevognen og fuglene kvidrer om kap. Ren idyl… indtil en gammel Puch Maxi vækker baby og overdøver ethvert fuglefløjt med ikke særligt miljøvenlige vrid på gashåndtaget og et skud blå røg 💨
Vi får for tiden mange henvendelser fra hele politikredsen om knallerter, der larmer mere end nødvendigt. Heldigvis overholder langt de fleste knallertkørere reglerne og nyder turen i det gode vejr – men nogle enkelte larmer og lyder nærmest som små motorcykler med storhedsvanvid 🛵
Knallertkørsel skal være lovlig og ikke lyde som startskuddet til Le Mans. Tak til alle, der ringer 1-1-4 eller bruger “Bestil en betjent”-muligheden. Vi sætter pris på, at du hjælper os med at holde øje med de små larmende køretøjer. Bruger du ”bestil en betjent” på politiets hjemmeside, så får du en returmelding, når vi har været i dit nærområde 😊
Vi tager alle henvendelser seriøst og har fokus på at sætte ind, hvor støjen og generne er størst. Vi sender ikke samtlige patruljer afsted i karavane, men vi har øje på de områder, hvor larmen går i selvsving 🚓
Vi er på sagen – og vi har både ørepropper og bødeblokken klar 👮🏼‍♀️