Knallertkører mister livet i trafikulykke

OPDATERET: Den afdøde er en mand fra Varde på 40. Bilisten der påkørte knallerten er en kvinde fra Esbjerg på 47 år.

På den trafikerede Ølufvad Hovedvej skete her til morgen en ulykke. Klokken 07.47 fik Syd og Sønderjyllands Politi en henvendelse om en trafikulykke. En mandlig 40-årig knallertkører fra Varde har mistet livet i en trafikulykke.

Det skriver TV Syd på deres nyhedsside.

Knallertkøreren blev ramt af en bilist på en lige strækning. Da køreren blev behandlet på stedet, var der ikke meget at gøre, og knallertkøreren blev erklæret død på stedet, oplyser vagtchef Ivan Gohr Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

– Sundhedspersonalet vurderer hurtigt, at manden er død på stedet, siger vagtchefen til TV SYD

Bilen og knallertkøreren kørte i samme retning mod Varde på vejen. Vagtchefen siger, at politiet er ved at underrette de pårørende.

En bilinspektør skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Ulykken var medvirkende til, at hovedvejen var lukket, men der er nu igen blevet åbnet op for trafikken.

Kilde: https://www.tvsyd.dk/artikel/knallertkoerer-mister-livet-efter-sammenstoed-med-bil