Kommunaldirektør har fået nyt job

Mogens Pedersen stopper som kommunaldirektør i Varde Kommune ved udgangen af februar. Den 1. marts tiltræder han som direktør for Hvide Sande Havn.

Varde Kommune skal have ny kommunaldirektør, da Mogens Pedersen fra 1. marts skal være direktør for Hvide Sande Havn.
Mogens Pedersen har været kommunaldirektør i Varde Kommune siden 2014. Inden da varetog han forskellige direktørområder i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Processen med at finde en ny kommunaldirektør bliver igangsat hurtigst muligt.

Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:
”Mogens har i næsten ti år haft en fast og sikker hånd på organisationen. Han har været med til at udvikle og skabe et stærkt økonomisk fundament, så Varde Kommune er godt rustet til fremtidens udfordringer.”
”Det er en meget vellidt person, som forlader vores organisation, og jeg er sikker på, at han bliver et stort aktiv for Hvide Sande Havn.”

Mogens Pedersen, kommunaldirektør i Varde Kommune:
”Det er ikke uden vemod, at jeg forlader Varde Kommune. Jeg har været rigtig glad for at arbejde et sted med mange muligheder, spændende opgaver, et godt Byråd og ikke mindst mange dygtige medarbejdere.”
”Det har været spændende at få lov til at være kommunaldirektør i Varde Kommune. Det har givet mulighed for at præge en organisation, men det er også sundt, at der efter en periode på næsten ti år kommer et nyt blik på, hvordan Varde Kommune kommer godt ind i fremtiden.”