Kriminelle er upopulære naboer

Der er ikke mange, der drømmer om at bo lige op til en trafikeret vej eller under højspændingsledninger.

Men det er trods alt at foretrække, hvis alternativet er at have et fængsel eller en institution for kriminelle som nabo. Det viser en ny undersøgelse blandt 1500 boligkøbere, der er blevet spurgt om hvilken nabo de nødigst vil have. Her angiver 40 %, at et fængsel som nabo er det værste alternativ. Blandt de naboer vi bedst kan acceptere, når valget står mellem de vi på forhånd har negative forestillinger om, er idrætsanlæg, skoler og institutioner.

– Undersøgelsen viser, at vi på forhånd er meget negativt ladede i forhold til at være nabo til et fængsel, selv om en sådan nabo i det store hele nok mest passer sig selv, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. – Bevidstheden om at have et fængsel eller en institution for kriminelle som nabo vejer tilsyneladende tungere end støj fra en trafikeret vej, der trods alt er til stede konstant.

Man kan vænne sig til meget
Erfaringen viser dog, at de fleste kan vænne sig til konstant støj fra vej eller jernbane. – Der er også købere til ejendomme med en mindre god beliggenhed, men selvfølgelig skal det afspejles i prisen. Det pudsige er, at sælgere af ejendomme, der ligger lige op ad trafikeret vej eller jernbane, som regel har vænnet sig så meget til generne, at de er holdt helt op med at opfatte beliggenheden af deres bolig som mindre god, siger Jan Nordmann.

På samme måde vil disse sælgere ofte være mere villige til at acceptere en lignende dårlig beliggenhed i den næste bolig, hvis de herved kan købe til en lavere pris.

En dårlig beliggenhed vil altid afspejle sig i prisen på en ejendom, men måske ikke så meget, som de fleste tror: – Man møder ofte en forestilling om, at dårligt beliggende ejendomme er noget nær usælgelige og nærmest skal foræres væk, men det er langt fra virkeligheden. Mange kan sagtens leve med eksempelvis vejstøj, hvis de til gengæld qua den lavere købspris på ejendommen, får mulighed for at indrette sig med et lækkert køkken eller lignende. Og så skal man jo også huske, at ejendomsskatten er en del lavere, når man kan få fradrag i vurderingen for dårlig beliggenhed.

nabo