KRISE? Kun 1200 Open Air billetter solgt seks uger før start

Det slår helt sløjt til med salget af Open Air billetter i år.
Indtil videre er der kun solgt 1200 billetter- Det fik i går formanden for Open Air, Torben Lehmann, til at skrive dette oplæg på facebook:

Kære publikum: Hvor bliver I af?
Der er på nuværende tidspunkt kun solgt 1.200 af de i alt 4000 billetter til Open Air Varde 2016. Det er slet, slet ikke nok. Der vil selvfølgelig blive solgt flere, inden musikken går i gang den sidste weekend i juli, men vi er både bekymrede og forundrede.
På samme tidspunkt sidste år var der solgt 3700 billetter. Hvad pokker går der galt? Er der pludselig 2.500 mennesker, der har fravalgt Open Air? Det nægter vi simpelthen at tro på. Vi håber naturligvis, at alle trofaste open air-gæster får købt deres billetter de kommende uger, men som nævnt er vi altså bekymrede, for 1.200 solgte billetter på nuværende tidspunkt er en meget usædvanlig situation.
Hvis billetsalget ikke kommer op i fart, kan det ende med, at 2016-udgaven af Open Air Varde bliver den sidste. Vi er afhængige af billetsalg og baromsætning. Hvis det første halter, mister vi naturligvis også penge på det sidste. Derfor risikerer vi, at der ikke vil være penge til at igangsætte planlægningen af Open Air 2017.
Vi har selvfølgelig gjort os nogle tanker om, hvorfor billetsalget er udfordret. Er det musikprogrammet? Eller tidspunktet mere eller mindre midt i sommerferien? Måske konkurrencen fra andre musikarrangementer? Måske, måske, måske. Den slags har dog ikke været det store problem tidligere. En anden faktor har dog indiskutabelt vokset sig større og større de seneste år: Meget tyder på, at festen uden for selve festivalområdet i Arnbjergparken ganske enkelt er blevet lidt for god og gratis. Hvad mener vi med det? Tja, det er ingen hemmelighed, at en meget stor del af byen fester i open air-weekenden, og der er rigtig mange, der deltager gratis i festen uden for festivalområdet. Det har vi intet imod. Open Air Varde er stolt af både at være en musikfestival og en byfest, men efterhånden koster det en mindre formue at få ryddet op uden for selve festivalområdet – faktisk koster det 130.000 kroner. Penge, vi selvfølgelig gerne ville have brugt på musikbudgettet. Hvis et stigende antal mennesker synes, det er dejligt at feste gratis ”udenfor”, så rammer det os dobbelt med manglende billet- og barindtægter plus flere udgifter til oprydning. For som bekendt er ordet ”gratis” en underfundig størrelse, som i mange sammenhænge egentlig bare betyder ”der er andre, der betaler”.
Desuden oplevede vi sidste år, at der var opsat piratbarer, hvor man ikke kun gav en omgang til venner og bekendte, men også solgte øl og spiritus fra Tyskland til højre og venstre. Så bliver det svært for os at få tingene til at hænge sammen.
Det er drønærgerligt, at vi er havnet i denne situation, men vi må bare konstatere, at der åbenbart ikke er så mange, der står på spring til at betale og dermed bidrage til at finansiere festen. I hvert fald er der rigtig mange, der hellere vil være gratister. Som nævnt er Open Air Varde stolte af at være både en musikfestival og en byfest. Det mener vi alvorligt. Det er derfor, at vi også arrangerer torsdagskoncert og ikke mindst gratis børnekoncert fredag formiddag. Lige nu ser det bare ud til, at der ikke længere er balance mellem den gratis byfest og den billetfinansierede musikfestival. Og det ærgrer vi os virkelig meget over.
Hvis I ønsker, at Open Air Varde skal fortsætte i 2017, er det altså nødvendigt, at I kommer op i gear og får købt en billet, hvis I ikke allerede har gjort det. Vi har selvfølgelig spurgt blandt mange venner og bekendte, og heldigvis hører vi fra langt de fleste, at ”selvfølgelig skal vi til Open Air, men vi har bare ikke lige fået købt billet endnu”. Så selvom vi er bekymrede, er der naturligvis også positive takter. Men budskabet er meget klart: De mange frivillige hjælpere og bestyrelsesmedlemmer laver udelukkende festivalen for publikums skyld, og hvis publikum ikke er med, giver det ingen mening at forsætte festen. På trods af frivillige hjælpere og god stemning kan festivalen altså ikke løbe rundt uden billet- og barindtægter. Og mon der ville være byfest og gratister i Arnbjerg, hvis der ikke var nogen musikfestival?
Heldigvis er de fleste af os så rutinerede, at vi godt tør glæde os til endnu en fed musikfest i Arnbjerg i slutningen af juli i år, men vi tør også godt love, at billetsalget skal ende meget tættere på de 4000, hvis det skal give mening at lave en musikfestival igen i 2017. Ellers hænger økonomien simpelthen ikke sammen.
Og til alle, der måtte være i tvivl: Open Air Varde er drevet af frivillige og uddeler hvert år sit overskud til almennyttige formål. Vi har bl.a. støttet: Smedeværkstedet med 800.000 kroner, Øvelokaler og unge bands med 300.000 kroner, Skoler og daginstitutioner med 600.000 kroner., Nye bænke i Arnbjerg med 480.000 kroner…o.s.v.
Desuden udbetaler vi hvert år 300.000 kroner i ”løn” til de foreninger, som også hjælper med at afvikle festivalen. Og så køber vi varer og ydelser for cirka en million kroner i lokalområdet hvert år.
Open Air Varde er en institution i byen, en stor og traditionsrig begivenhed, som har leveret masser af fester, fede koncerter og uforglemmelige minder. Dem vil vi gerne skabe endnu flere af, men kære publikum: Vi kan kun gøre det sammen med jer.

Med venlig hilsen
Open Airs bestyrelse

FIK DU SET:

.