Kultur og fritid: Højt at flyve…

Hilsen fra Kultur og Fritid Varde Kommune: Vi har fløjet højt i 2025, og vi har ikke tænkt os at falde i kadence i 2026. Det bliver et jubelår for kulturen med mange muligheder for at byde ind på at skabe kulturel nysgerrighed med arrangementer, der får tage til at løfte sig. Derfor håber jeg, mange af jer vil byde ind og søge vores Jubelpulje.

2026 bliver også året, hvor vi indvier Ølgod Kulturhus og Varde Teater- og Musikhus. Det er projekter, vi har arbejdet med længe, og det er en kæmpe milepæl, når første forestilling eller koncert løber af stablen begge steder. Jeg er sikker på, at der bliver rift om billetterne.

På idrætsområdet buldrer vi også derudaf. Vi er via partnerskabsaftalen med DGI i gang med et kursusforløb for alle vores 140 dagplejere, der bogstaveligt får en større bevægelses-rygsæk og dermed et fælles sprog og plan for, hvordan de sammen vil sætte fokus på bevægelse og leg i legestuerne. Forhåbentlig fortsætter begejstringen for bevægelse ind på forældrebarn-hold, små fødder og andre gode tilbud der er hos jer for den yngste målgruppe.

Unge i fokus
Vi har også et stort fokus på de udsatte unge i 2026 via Ungeløftet. Vi har ansat Christina Vig Rabæk som fritidsvejleder og opgaven er at finde frivillige fællesskaber, hvor unge uden for uddannelse og arbejde passer ind. Det kommer nogle af jer til at høre meget mere om. Og det harmonerer utrolig godt med, at vi fortsætter Mere Mangfoldig, hvor Anne Thomsen er fritidsvejleder og fastholder fokus på at skabe plads til børn med særlige behov i foreningslivet.

Et spritnyt udvalg
Derudover er det mig en fornøjelse at præsentere vores nye kultur- og sundhedsudvalg, der skal i gang med arbejdet i 2026. Vi har fået nye politikere og nye opgaver lagt ind i udvalget. Det forventer vi os meget af. Og selvom idræt og fritid ikke er nævnt i udvalgets navn, så er det fortsat en markant del af udvalgets opgaver. I 2026 kommer Sundhedsreformen til at fylde en stor del, men vi vil gøre os umage for, at hele udvalget får foreningslivet helt op under neglene og dyrke de synergier, der er mellem kultur, fritid og sundhed.

Invitér os ud!
Til slut vil jeg blot opfordre jer til at række ud til os i Kultur og Fritid. I november måned besøgte vi både faldskærmsklubben og Bridgeklubben i Varde. Det giver god viden og energi for os at komme ud og besøge jer og få direkte indblik i både det, der bøvler, og det der lykkes. Så hermed en opfordring til at invitere os ud til jer!

I nyhedsbrevet kan I læse mere om:
Mere Mangfoldig fortsætter
Tiden sættes af farver i nyt kunstværk
Dagplejen i bevægelse
Kulturens jubelpulje 2026
Vesterhavsvævernes udstilling
Med venlig hilsen

Karsten Rimmer Larsen
Kultur og Fritidschef