KV17: Fut i karrieren!

KV17 / Læserbrev, indsendt af: Per Rask Jensen, Byrådskandidat, Venstre.

Vi har stadig et potentiale i forhold til at løfte uddannelsesniveauet i Varde Kommune. Vi skal simpelthen insistere på, at flere unge tager en uddannelse.

Med etableringen af Campus har vi allerede fået løftet andelen af unge, der tager en ungdomsuddannelse.

I den forløbne byrådsperiode har vi især haft øje på at få erhvervsuddannelserne frem i rampelyset. Vi har også behov for de dygtige unge mennesker med de kloge hænder. Og vi skal have alle med!

Med indførelse af obligatorisk erhvervspraktik og ikke mindst med ansættelsen af en erhvervsplaymaker betræder vi både kendte og helt nye veje. Vi får flere af vore unge til at se potentialet i en ansættelse i vore lokale virksomheder. Vi får virksomheder og karrieremuligheder synliggjort og udfolder folkeskolereformens mål om den åbne skole i fuldt flor.

Når flere tager en uddannelse som tømrer, smed,  murer,  VVS´er, ernæringsassistent, plastmager, tjener, kok eller en SOSU-uddannelse behøver ikke at ske på bekostning af en gymnasial uddannelse.

Så længe, at ikke alle unge får en uddannelse er der et uudnyttet potentiale.

Vi skal udnytte mulighederne til gavn for erhvervslivet, samfundet og ikke mindst den enkelte unge, der får en meningsfuld hverdag og gode lokale karrieremuligheder!