Kvickly Varde: Gode naboer er guld værd

Gode naboer skal man passe godt på – det mener kan hos Kvickly Varde, hvor direktør Michael Thygesen og varehuschef Jimmi Thomsen er blevet enige om at give en håndsrækning til deres kolleger.

– Corona-bølgen har været ekstra hård denne gang, og nedlukningen har i den grad påvirket byens butikker, og derfor vil vi gerne hjælpe handelslivet i gang igen – når vi må, lyder det fra Michael Thygesen.

Sammen med Jimmi Thomsen kan han konstatere, at Kvickly Varde har haft stor fremgang, men de unfair konkurrencebetingelser falder ikke i ledelsens smag.

– Når specialbutikkerne er lukket, søger kunderne i ekstra omfang efter non-food varer i varehusene, og det er jo egentlig lidt ”skævt”, så vi vil så at sige give noget tilbage, fortæller Jimmi Thomsen.

Det beløb Kvickly, Varde har tjent ekstra ved salg af non-food siden nedlukningen ultimo december og frem til at butikkerne atter må åbne op, bliver øremærket de butikker i Varde, der har været tvunget nedlukket. Ledelsen i Kvickly Varde vurderer, at der er tale om et sekscifret beløb.

Direktør Michael Thygesen og varehuschef Jimmi Thomsen. (Foto: Martin K.)

– Vi har valgt at køre en kampagne over 4 uger, hvor vi blandt andet vil forære lokal markedsføring til butikkerne og derudover vil der blive sat et beløb af til aktivitet i Varde Handel. Og derforuden vil vi køre nogle konkurrencer. Vi skal have gang i Varde igen, understreger Michael Thygesen.

Jimmi Thomsen nikker: Det er det, der er vores fokus. Nu skal vi stå sammen og vise netop sammenhold – og sende det vigtige signal om, hvor meget vi alle ønsker at bevare vores fantastiske handelsby!

 Fakta: Tilbuddet fra Kvickly er målrettet butikker, der har været tvunget nedlukket, og som er medlem af Varde Handel. Tilbuddet gælder også byens spisesteder, uanset hvornår disse får lov at åbne op igen. Initiativet sker i et samarbejde med Varde Handel.