Ny lægeklinik åbner i Ølgod i denne uge. Praktiserende læge Henrik Rasmussen har købt Dit Lægehus Ølgod, som lukkede i sidste uge på grund af konkurs. Den nye klinik kommer til at hedde Lægeklinik Ølgod og forventes gradvist at kunne tage imod patienter allerede i denne uge.
Der er godt nyt til de ca. 3.200 patienter, som mistede deres læge, da Dit Lægehus Ølgod lukkede for en uge siden på grund af konkurs. Praktiserende læge Henrik Rasmussen har købt klinikken af konkursboet og vil nu drive lægeklinik i de eksisterende lokaler i det gamle rådhus i Ølgod. Henrik Rasmussen forventer, at klinikken kan modtage patienter allerede i slutningen af denne uge, hvor akuttelefonen vil være åbent og derefter indfase normal drift fra næste uge.
Patienter, der var tilknyttet Dit Lægehus Ølgod, vil automatisk blive tilmeldt den nye klinik, som får navnet Lægeklinik Ølgod. Alle patienter modtager i denne uge brev fra regionen med information.
Henrik Rasmussen er nu i gang med at få alt det praktiske på plads og glæder sig til opgaven:
– Jeg er glad for, at det er lykkedes at finde en hurtig løsning for borgerne i Ølgod. Vi arbejder for, at det eksisterende personale kan fortsætte, og at vi sammen kan skabe gode rammer for et lægehus, hvor der er høj faglig kvalitet, god trivsel og god patientoplevet kvalitet.
Henrik Rasmussen er 49 år og speciallæge i Lægehus Nord i Kolding, hvor han har været medejer i 16 år og fortsat vil være tilknyttet ved siden af klinikken i Ølgod.
Muligt at støtte lægeklinik i ekstraordinær situation
Ved at købe ydernummeret påtager Henrik Rasmussen sig en række forpligtelser fra konkursboet, som gør det dyrt at åbne klinikken. Henrik Rasmussen får derfor et midlertidigt tilskud fra Region Syddanmark, som gør det muligt at åbne klinikken hurtigt og dermed sikre lægehjælp til de borgere i Ølgod, som står uden læge.
Det er muligt, da Folketinget netop har vedtaget en ny lovgivning om midlertidig kompensation for etableringsudgifter eller udgifter til praksispersonale i situationer, hvor der er et særligt alvorligt lægedækningsproblem, som betyder, at regionen ikke på normal vis kan opfylde sin forpligtelse til at sikre lægedækningen i et område.
Fungerende regionsformand Bo Libergren (V) siger:
– Behovet for lægedækning i Ølgod er lige nu så akut og kritisk, at regionen har en pligt til at gøre noget. Vi var derfor meget langt i planerne om at etablere en midlertidig regionsklinik, da Henriks henvendelse dukkede op. For mig er der ingen tvivl om, at det bedste for borgerne i Ølgod er en permanent løsning med en fast lægeklinik i byen. Vi har derfor i denne helt ekstraordinære situation besluttet at indgå en midlertidig aftale om tilskud for at sikre, at patienterne hurtigt kan få egen læge igen.
Indtil klinikken åbner om få dage, kan patienter med akut behov for lægehjælp fortsat henvende sig hos andre praktiserende læger i området for at få lægehjælp.
Bo Libergren udtaler i den forbindelse:
– Jeg vil gerne takke lægerne i området for at hjælpe med at tage sig af de patienter, der har haft brug for lægehjælp i denne usædvanlige situation. Samtidig vil jeg gerne takke alle de mange aktører, som vi har været i konstruktiv dialog med om gode løsninger for borgerne i Ølgod.
Fakta
Regionen understøtter etableringen af Lægeklinik Ølgod med 2,2 mio. kr. Dertil kommer et tilskud til personaleudgifter på 35.000 kr. pr. uge i et år. Derefter stopper tilskuddet.
Henrik Rasmussen forpligter sig med aftalen til at overtage de 3.200 patienter, som kommer fra Dit Lægehus Ølgod, samt at kunne tage mindst 1.800 ekstra patienter.
Henrik Rasmussen overtager med konkursboet også Turistklinikken i Blåvand. Klinikken vil dog blive afviklet. Klinikken i Blåvand var en satellit til Dit Lægehus Ølgod uden tilknyttede patienter.