Læserbrev, indsendt af Steen Holm Iversen, byrådsmedlem, Varde Byråd, Det Konservative Folkeparti.
Der findes ikke en krise, ikke en dårlig konjunktur der kan forklare eller bruges som undskyldning for, at Varde Gl. Handelsskole, midt i Varde midtby, i dag henligger som en ruin.
I langt over 3000 dage har borgerne i Varde tålmodigt ladet sig spise af med den ene forklaring efter den anden og et budskab om, at der kommer en god løsning i morgen.
Det er der ikke meget, der peger på, at der gør!
Ansvaret ligger kun ét sted. Det er ved den statslige selvejende institutions: Varde Handelsskole og Handelsgymnasium bestyrelse. Bestyrelsen bærer alene ansvaret, og må alene stå på mål og til ansvar for de sidste 9års forløb.
Jeg har, siden jeg skrev et læserbrev i JV Varde om sagen i foråret, haft dialoger med både dele af bestyrelsen, ministeren, borgmesteren og en række andre centrale aktører. Desværre er der intet sket – og lige lidt har det hjulpet!
Man må spørge sig selv, om bestyrelsen måske bare ikke er optaget af at forvalte statens ejendom forsvarligt. Måske burde bestyrelsen for længst have overdraget ejendommen til Statens ejendomsselskab Freja, i stedet for selv at forsøge sig som ejendomsspekulant – for det er – du og jeg – skatteyderne, der er de egentlige tabere, i det der er og bliver en skandale!
Mit bud er, at skandalen kommer til at koste skatteyderne i omegnen af 10 millioner danske kroner, og det er ikke bud eller forslag til udvikling af området, der har manglet. Tværtimod!
Det Konservative Folkeparti ønsker at se handling fra den ansvarlige bestyrelse nu!
Sagen – ruinen – kommer ikke til at gå væk af sig selv, og det er på høje tid, at bestyrelsen leverer på det partnerskab, der blev indgået, da Varde byråd gik sammen med bl.a. Handelsskolen om at bygge Campus.
Når Varde byråds udpegede medlem af bestyrelsen, Tina Agergaard Hansen, symbolsk vil tænde et lys for en løsning, er det vel egentlig meget sigende for, hvor henne vi er i processen.
Min opfordring er klar og entydig til bestyrelsen for Handelsskolen:
Få afsluttet ”Campus projektet” nu! Den Gl. Handelsskole er endt som en livsfarlig skamplet på Varde by, og bygningens tilstand skaber utryghed, og den tiltrækker både kriminalitet og skadedyr.
Det må nu være slut med både borgernes som den politiske tålmodighed!
Det er tid til handling og tid til udvikling.
Det har det været længe.