Lokal dyrlæge og hjerneforsker livestreamer fra Varde Bibliotek

Aage Kristian Olsen Alstrup fortæller om sin vej ind i forskningens verden og om, hvordan man bruger forsøgsdyr til forskning i bl.a. Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom.

Han drømte om et liv som landmand, men er i dag specialdyrlæge med en ph.d. i dyreforsøg. Aage Kristian Olsen Alstrup er fortsat bosiddende i Ølgod og ansat ved Nuklearmedicinsk afdeling og PET ved Aarhus Universitetshospital. Under overskriften ”Fra slagtesvin til forsøgsgris” vil Aage Kristian Olsen Alstrup  torsdag den 25. marts kl. 10 fortælle om sin vej ind i forskningens verden. Han giver publikum et indblik i forskningsarbejdet og har særligt fokus på, hvordan grise kan anvendes som forsøgsdyr, når der forskes i sygdomme som Parkinson og Alzheimers.

Fællesskab hver for sig

Foredraget, der er arrangeret i samarbejde med Varde Biblioteks ÆldreFællesskaber, plejer at være anledning til at mødes til en hyggelig formiddag i bibliotekets salon.  Biblioteket er endnu fysisk lukket, men der er heldigvis mulighed for at deltage i fællesskabet og foredraget hjemme fra egen stue via Varde Biblioteks LIVEstreaming. Man tilmelder sig arrangementet på Varde biblioteks hjemmeside og får før arrangementet tilsendt et link, som man følger for at se foredraget live fra sin pc. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til Aage Kristian Olsen Alstrup via livestreamingens chat.  OBS: billetter skal bestilles senest onsdag den 24. marts kl. 12. Det er let og alle er velkomne til at deltage.