Lokal familiehøjskole byder på varieret program

I weekenden fra den 21.-23. oktober er det muligt at komme på en lokal familiehøjskole med et varieret program for kun 50 kroner per person for en hel weekend.
Højskolen uden Grænser er et nyt initiativ, der udspringer af et arrangement, der hed ”Nytænk Integrationen” og fandt sted i marts i Helle Hallen.
Siden arrangementet har en gruppe arbejdet på at lave en højskole, der bygger på de grundtvigske værdier, men hvor der samtidig er mulighed for, at nydanskere og gammeldanskere kan møde hinanden.
Navnet skal signalere, at højskolen er for alle, uanset om man er født indenfor eller udenfor Danmarks grænser. Derudover signalerer navnet, at højskolen ikke hører til et bestemt sted. Kommende højskolearrangementer kan finde sted overalt i Varde Kommune.

Hyggeligt samvær
På højskolen er der fællessang fra højskolesangbogen, foredrag og masser af hyggeligt samvær.
Men deltagerne kan også besøge Øselund Gedeosteri, lave kunst med Kate Skjerning eller strikke med Lasse Uno Hollen, kendt fra Den Store Strikkedyst. Hele weekenden igennem vil der også være masser af aktiviteter for børnene, så tag roligt hele familien med.
Der er plads til 80 deltagere, og tilmeldingsfristen er lørdag den 8. oktober. ¨
Tilmelding hos Alice Lauridsen, skoleleder for LOF Varde-Esbjerg på telefon 21434148.
Y