LYS på Kulturspinderiet

Nyt fra Kulturspinderiet: Midt i vintermørket sætter vi lys på KulturSpinderiet med forskellige aktiviteter, der sætter SPOT på området d. 25. februar klokken 14:30 – 21:00:

Kl. 14.30 sætter vi SPOT på skate i Varde, når unge skatere inviterer indenfor i Værket (Ungehuset) til ”SkateVisionFutureDay”. Der er gratis pizza, kaffe på kanden og store drømme. Tag forældre og venner under armen og kig ind.
Sted: Værket, Stålværksvej 13A.

Kl. 15.00 sætter vi SPOT på børnekunst med fernisering på samarbejdsprojektet ”Børn i dyrene og dyr i børnene” i KunstLab. Her inviterer kunstfotograf Birthe Gawinski og Kunstmaler Bente Jepsen indenfor til deres fælles udstilling ”Dyreportrætter”, der i dagens anledning suppleres af de dyreportrætter, lokale børnehavebørn har skabt i løbet af 4 workshops med kunstnerne i februar.
Sted: KunstLab, Vestervold 11.

Kl. 18.30-19.30 kan du sætte SPOT på dig selv eller din hjertesag i den lysende billedramme i 7Kantens Kulisseværksted. Upload resultatet på de sociale medier med kulturspinderiet
Sted: Kærvej 21

Kl. 19.00 (præcist) sætter vi SPOT på KulturSpinderiets område med forskellige levende lysspot i vinterskumringen. Gå en aftentur på området, hvor du kan opleve en mangfoldighed af lys i bevægelse. Bl.a.: Ild-gøgler-Anders, Caroline Sander Jepsen (professionel danser), Varde Skateforening, Dansk Frisbee Sport Union med flere.

Vi uddeler glowsticks til de første 100 besøgende, så vi også kan lyse for hinanden.

Kl. 19.30 inviterer vi indenfor i varmen til det livsbekræftende foredrag: ”Hverdagsturisme og magiske øjeblikke” ved foredragsholder og fortæller Bolette Elvstrøm. Foredraget sætter SPOT på det store i det små og de lyse øjeblikke i hverdagslivet. En hyggelig aften med udgangspunkt i K.E. Løgstrups etiske fordring om at lyse for hinanden – og et væld af anekdoter om mødet med sjove og spændende mennesker f.eks. ”den syngende slagter fra nordfyn” og ”sydstatssoldaten i venteværelset”.
Kom og få en vitaminindsprøjtning i vintermørket med hyggeligt samvær, varm kaffe og kage. Altsammen ganske gratis.
Sted: Stålværket, Vestervold 11A.