Maja vil lave film: Måske er 7-kanten springbrættet?

Det er blevet OSO-tid på 10iCampus – den traditionelle obligatoriske selvvalgte opgave, som eleverne fordyber sig i, og afslutter med et stort åbent-hus-arrangement.

Grundet Covid-19 måtte man desværre igen i år aflyse arrangementet, men vi fik lov at besøge eleverne i selve processen. En af dem er Maja Jepsen Lund:

Jeg vil virkelig gerne være manuskriptforfatter. Måske endda skrive og producere min egen film? Men først skal jeg jo have skrevet en bog, som manuskriptet til filmen skal baseres på. Jeg kan godt lide at skrive. Netop derfor har jeg kastet mig over at undersøge mulighederne for at uddanne sig til manuskriptforfatter, og selve uddannelsen kan jeg tage i Århus. Jeg tænker, at lysten til at skrive og skabe kommer sig af mine år og mit engagement i 7-kanten. Jeg har spillet teater igennem de seneste 5 år, og her får man jo lov at snuse lidt til det her, der ligger bag stykkerne. Det kunne jeg godt tænke mig at være en del af på sigt…

 

OM: Den obligatoriske selvvalgte opgave (OSO) er, som navnet antyder, en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolens 10. klasse.

Ifølge bekendtgørelsen skal opgaven give eleven mulighed for at arbejde selvstændigt med et givent emne, der tager sit udgangspunkt i elevens uddannelsesplan og valg af ungdomsuddannelse, herunder aktiviteter i form af brobygning og andet. Det skal tilstræbes, at opgaven så vidt muligt placeres i forlængelse af brobygningsforløb eller kombinationer af brobygnings- og praktikforløb, således at opgaven kan indgå som en del af elevens efterbehandling heraf. I udarbejdelsen af opgaven skal eleven anvende varierede arbejdsmetoder og udtryksformer.