Maria Louises jul blev ekstra dejlig

Takket være soroptomisterne i Varde, er der lidt flere penge at gøre godt med for Maria Louise Brydegaard.
Vardeklubben gennemfører mange forskellige aktiviteter med hvert sit formål.
Nogle aktiviteter gennemføres med henblik på at skaffe penge, så vi har mulighed for at støtte projekter, som falder inden for kategorien: At styrke kvinder og børn både økonomisk, uddannelsesmæssigt, helbredsmæssigt og støtte deres menneskerettigheder generelt.
Glad for støtten
33-årige Maria Louise Brydegaard er glad for støtten fra soroptimisterne i Varde.
– De 5000 kroner har hjulpet mig til at købe studiebøger. Den 1. september startede jeg nemlig med at læse til bioanalytiker, fortæller den tidligere kandmand og enlig mor til fire piger på 10, tvillinger på ni og en på syv år.
– Det var gennem Paraplyen at jeg blev bekendtgjort med muligheden for at søge støtte og det gjorde jeg så, fortæller Maria Louise Brydegaard til GoVarde.dk
Sammen med sine fire døtre deltager hun hver torsdag i familieklubben på Paraplyen

Faglært landmand

Som beskrevet er Maria Louise Brydegaard tidligere landmand. Endda faglært.
– Jeg arbejdede med faget, indtil jeg blev skilt i 2011.
– Der begyndte jeg så at læse enkeltfag på VUC i Esbjerg, og fik interesse for den uddannelse, jeg nu er påbegyndt. En uddannelse der tager tre år.
– Det var svært at være landmand og singlemor til fire. Samtidig kunne jeg ikke tåle støv i stalde og ej heller svin, så jeg var tvunget til et brancheskifte, fortæller hun.
Julen i år bliver uden døtrene.
– De skal holde jul hos deres far. Så jeg er sammen med min mor, lillebror og hans kæreste i Nordenskov.
– Det bliver hårdt at undvære pigerne, men sådan er det jo at være alenemor, slutter den trods alt glade modtager af de 5000 kroner.