Merete Vigen Hansen modtager Andelskasseprisen 2017

På Andelskassens årlige Aktionærmøde, for 600 aktionærer i Aktionærkreds Vestjylland modtog Merete Vigen Hansen Andelskasseprisen 2017.

Begrundelsen for uddelingen af prisen lød fra Andelskassens side, ved aktionærråds- formand, Knud Erik Madsen:
– Den første vinder, vi skal se her på scenen, er en person, der har taget udfordringen op som natur- og kulturformidler af det vestjyske. Hun gør et kæmpe arbejde for at profilere vores område med spydspidsen Naturperlen Filsø i front og formidle lokale madvarer fra blandt andet Henne Kirkeby Kro, som laver picnickurve til en tur i naturen.
Hun er samtidig involveret i Danmarks Naturfredningsforening på landsplan og er desuden formand for foreningens Varde-afdeling. Hun har virkelig sat Vestjylland på landkortet og fortæller den gode historie om området til alle, hun møder – og det er mange.
Hun har samtidig åbnet sit hjem med ”Meretes have”, som er en stor økologisk urtehave med alskens sunde lækkerier, hun venligt deler ud af.
Jeg kunne såmænd godt blive ved med at remse op, men programmet er stramt og tiden derfor knap, så jeg vil nu afsløre, at aftenens vinder af Andelskasseprisen er MERETE VIGEN HANSEN fra Nr. Nebel.
Merete Vigen Hansen var glad for hæderen og sagde blandt andet følgende i sin takketale:
– Det der driver mig, både som frivillig og i mit arbejdsliv, er kærligheden til naturen, ikke kun som noget jeg kan gå og nyde når jeg har lyst, men også som vores livsgrundlag med rent vand, ren luft, ren mad osv. Vi har stor indvirkning på naturen, og vi skal gøre det meget bedre. En måde, er at naturgenoprette som Aage V. Jensen Naturfond har gjort ved Filsø. Et projekt der ud over at skabe fantastisk natur, og dermed lige så fantastiske naturoplevelser, er blevet en dynamo i vores område i forhold til synlighed, turisme og bosætning” MEN! Uden gode samarbejdspartnere og et stort netværk, kan jeg ikke lykkes med noget af det jeg laver. Så stor tak til dem, de ved selv hvem de er.
Merete Vigen Hansen er glad og stolt over prisen, og den flotte tilkendegivelse af at hun gør det godt og sætter sin egn på landkortet.

Om Andelskasseprisen
Andelskasseprisen tildeles som en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en indsats ud over det sædvanlige i et af regionens lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område. Prisen består af 5.000 kr. samt en statuette af kunstneren Jørgen Pedersen. Andelskassen annoncerede i november 2016 uddelingen af prisen og modtog frem til udgangen af december flere hundrede begrundede indstillinger.