Varde Kommune opstiller inden udgangen af denne uge midlertidig skiltning ved jernbaneoverkørsler uden bom.
Dagens uheld ved Henne Stationsby, hvor en traktor og et tog kolliderede, får nu Varde Kommune til at opsætte midlertidig skiltning ved overkørsler uden bom på strækningen mellem Varde Station og Nr. Nebel Station.
Varde Kommune er allerede i dialog med Banedanmark, Vestbanen og øvrige myndigheder på strækningen for at styrke sikkerheden. Flere af disse tiltag har dog et længere tidsperspektiv.
Derfor sætter Varde Kommune allerede i løbet af denne uge midlertidig skiltning op. Skiltning, som opfordrer trafikanter til at udvise særlig opmærksomhed.
Hans Peter Due, konstitueret direktør for Plan og Teknik i Varde Kommune:
”Dagens ulykke viser, at vi har en udfordring, som kræver hurtig handling. Vi har en god dialog med BaneDanmark og de øvrige myndigheder om løsninger, men vi har brug for handling nu, så vi undgår flere ulykker.”
”Vi kan som kommune ikke gøre noget ved selve overkørslerne, men vi kan sætte ekstra skiltning op, så vi fjerner enhver tvivl hos trafikanter om, at de nærmere sig en jernbaneoverkørsel.”