MIN JUL: Måske ender det med grillkyllinger

Holger Grummes jul bliver i år sammen med kæresten, Holgers søskende og forældre.
– Menuen er ofte kalkuner og faktisk købte Holger to kalkuner til Vorbasse Marked, men den ene fik en brændestabel i hovedet og den anden døde også.
– Det ender nok med, at vi skal have grillkylling, griner Holger Grumme.
Førhen plejede der også at være frikadeller på menuen, for Hogers farmor kunne ikke bide kalkunkødet over på grund af sine gamle tænder.

–  Men selvom hun nu er død, har vi videreført traditionen med frikadeller, fortæller Holger Grumme.

Som søn af en kirkegraver har der altid været travlt i julen.
– Jeg har også ind imellem spillet i Starup Kirke juleaften eller været i tårnet for at banke på klokken.
Hvis ikke han skal afløse i år, så er Holger nok ikke at finde i kirken i år.
– Jeg synes, det er blevet hyklerisk. I min verden går man ikke i kirke, fordi det er en tradition, men for at høre Guds ord.
– Jeg husker et år, hvor en familie skældte ud på min far, fordi der ikke var pladser nok i kirken. Så kiggede min far på dem og sagde, at de skam også var velkommen andre dage end juleaften

Børnene pynter op
De sidste fire-fem år har der været en tradition for, at Holger Grumme har inviteret alle venner fra hele landet med børn i alle aldre en weekend hjem til ham og kæresten.
– I den weekend bliver der bagt, lavet juledekorationer, klippet og klistret, mens børnene enten får slik eller sunde sager. Det er noget Hanne og jeg diskuterer inden. I år vandt hun diskussionen, så der var sunde sager til børnene, griner Holger Grumme.
– Vi plejer at være 40-60 personer, hvoraf de 20 er børn. Og så gentager vi det om sommeren, hvor vi så holder en sommerfest og spiller rundbold og tænder grillen og bager snobrød.
– I den weekend sætter vi hus og have i stand, fortæller han.

Juledag er familien ude at gå i skoven omkring Karlsgårde Sø. Andre gange er man rundt ved familien.
Nytårsaften fejres i år sammen med gode venner.