MIN JUL: “Vi skal have confiterede andelår”

Med små børn i huset er der mange der vælger at holde juleaften derhjemme. Sådan er det også for det nyvalgte byrådsmedlem, Anne Catherine Hoxcer Nielsen – bedre kendt som AC.

–  Jeg skal holde jul med min mand og to børn på seks og otte år og så kommer svigermor og svigerfar, min svigerinde og svoger, min nevø og niece samt børnenes oldefar. Efter vi har fået børn er det rart at holde juleaften herhjemme.

–  Jeg husker selv juleaftenerne derhjemme, da jeg var lille. Fordelen ved at holde juleaften hjemme er, at så har vi alle gaver her. Det gi’r ro og man skal ikke fise og fare rundt.

Familien har også lavet sine egne traditioner.

–  Jeg var vant til and og flæskesteg og det var min mand sådan set også. Han vil så også gerne have medisterpølse, så det får han også.

–  Derfor har vi lavet en tradition med confiterede andelår. Det går ud på, at de er sprængt et døgns tid. Dagen efter hakkes knoglerne af og så lader vi dem simre to timer i en gryde i andefedt. Til sidst sprødsteges de i en ovn. Det er lækkert og nemt at stå med om aftenen, og smager vidunderligt.

–  Derudover laver jeg selv rødkål og agurkesalat samt syltede tomater.

For mange mennesker er den 24. december også ensbetydende med at gå i kirke.

–  Det gør vi så ikke. Der er julefrokost hos min mor 1. juledag og hos mine svigerforældre 2. juledag. Nogle gange besøger vi så min moster ved Kolding. Ellers står den på afslapning. Det skal der jo også være tid til, griner AC.

 

Mange julehistorier

Hos AC følges julekalenderen også på diverse tv-kanaler.

–  Vi ser selvfølgelig julekalender på tv i december og derudover har jeg købt en bog med julekalenderhistorier, som jeg vil læse alle dage. Det ser jeg frem til.

Når det kommer til snakken om en ganske bestemt jul, så husker AC, at hendes forældre engang var så sent ud, at de hentede et træ hos hendes bedsteforældre. Det vil sige at de fik toppen af et kæmpe stort grantræ.,

Jeg tror det var i julen 1995. Det var simpelthen verdens grimmeste juletræ.

Det har dog ikke været tilfældet siden da og for at træet bliver flot, er det AC der står for pyntningen af det.

Når juledagene så er overstået og det nye år skal skydes ind, så sidder familien hjemme.

–  Der bor en del børn her omkring så der er liv på gaden. Vi går ud og fyrer af en gang imellem og ellers hygger vi med en oksemørbrad, slutter det nyvalgte byrådsmedlem.