Mød biavlerne til Karlsgårde Dag d. 10. september 10.00-16.00

Danmarks Biavlerforening er en videns- og interesseorganisation for biavlerne i Danmark. Vi arbejder målrettet for at forbedre biavlens og biavlernes vilkår i Danmark. Vi er 5500 medlemmer og har 80 lokalforeninger landet over.

Mød Varde og Omegns Biavlerforening i Tambours Have

Elsker du honning og kunne du tænke dig at se hvilke produkter der ellers kan komme fra bier?

Så besøg Varde og Omegns Biavlerforening. Du vil få en indføring i biernes verden, og finde ud af hvor vigtige insekter og bier er for den verden vi lever i. Bestøvning fra bier og andre insekter vurderes at give ekstra udbytter for ca. 700 millioner kroner om året.

Derudover vil du kunne høre om Varde og Omegns Biavlerforening og de aktiviteter foreningen laver. Du er altid velkommen i foreningens skolebigård. Sidst, men ikke mindst, vil der være smagsprøver af honning, pollen og bibrød.

I Danmarks Biavlerforening arbejder vi aktivt for:

at forbedre biavlernes vilkår i Danmark
at sikre, at dansk honning er et unikt naturprodukt af højeste kvalitet
at sikre, at afgrøderne i dansk landbrug og frugtavl bliver tilstrækkeligt bestøvet
at sikre tilstrækkelig bestøvning af naturens blomstrende planter
at sikre honningbiernes sundhed og fødegrundlag
Danmarks Biavlerforening er stiftet den 5. juli 1866 og har i dag et sekretariat bestående af 6 ansatte samt et antal personer tilknyttet i forbindelse med projekter og ad hoc opgaver.

Foreningen udgiver Tidsskrift for Biavl, driver konsulenttjeneste med gratis telefonrådgivning, holder videregående kurser og studieture, gennemfører forsøg og projekter.