Mødrehjælpen etablerer lokalforening i Varde

Mødrehjælpen etablerer lokalforening i Varde og inviterer til informationsmøde i Varde Frivillighus

 FOTO: Mødrehjælpen har i dag en aktivitetssatellit i Varde, der bl.a. uddeler fødselsdagshjælp. Nu etableres en lokalforening for at kunne hjælpe endnu flere børn og forældre med oplevelser og netværk. Foto: Andreas Omvik

 Efter godt tre år med en ”aktivitetssatellit” starter Mødrehjælpen en lokalforening i Varde, og holder informationsmøde den 30. januar i Varde Frivillighus. Alle med interesse i at høre om Mødrehjælpen er velkomne.

 Mødrehjælpen har de seneste godt tre år været til stede i Varde med en aktivitetssatellit under Mødrehjælpen Esbjerg lokalforening. Den har i de tre år leveret fødselsdagshjælp til lokale børn. I 2022 modtog 44 børn fødselsdagshjælp og i julen bragte de frivillige juleglæde til 36 familier i form af julekurve og -gaver. Det vidner om, at der er brug for Mødrehjælpen i Varde, hvorfor Mødrehjælpen nu prøver at etablere en selvstændig lokalforening.

”Vi har de senere år kunnet støtte lokale børn og forældre med hjælp til at holde børnefødselsdag og jul. Vi tror nu på, at vi kan samle opbakning til at etablere en lokalforening og dermed tilbyde endnu flere lokale familieaktiviteter. Vi ved fra vores øvrige lokalforeninger, at det gør en stor forskel i familiernes liv, når frivillige møder forældre og børn i øjenhøjde og har lyst til at skabe rammerne for gode familieoplevelser. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde det samme holdepunkt til børnefamilier i Varde”, fortæller Lone Sørensen, frivilligkonsulent i Mødrehjælpen.

For at komme godt fra start søger Mødrehjælpen lokale kræfter, der har lyst til at sidde med i bestyrelsen og skabe grobund for et godt frivilligt fællesskab, der brænder for at hjælpe lokale familier. Derudover bliver en central del af bestyrelsens arbejde at søge midler til at gennemføre oplevelses- og netværksaktiviteter som fx ferieudflugter og babycafé.

”Det er en unik mulighed for at få erfaring med at starte en lokalforening, få indflydelse på foreningens arbejde, lede et frivilligt fællesskab og skabe sammenhold om at gøre en forskel for lokale gravide og børnefamilier, der befinder sig i en sårbar situation. Vi håber, at mange har lyst til at være med i den spændende opstart”, fortæller Lone Sørensen.

Alle er velkomne til informationsmøde

Mødrehjælpen holder informationsmøde mandag den 30. januar kl. 17.00-18.30 i Varde Frivillighus, Storegade 25B, 6800 Varde. Alle med interesse for Mødrehjælpen er velkomne til at deltage og det er helt uforpligtende. Af hensyn til forplejning skal interesserede tilmelde sig mødet via https://mhj.nemtilmeld.dk.

Er du interesseret i at høre mere om Mødrehjælpens nye lokalforening i Varde, kan du kontakte Lone Sørensen fra Mødrehjælpen på tlf. 40757960. Du kan også holde dig opdateret på facebooksiden https://fb.com/moedrehjaelpenvarde.

Fakta om Mødrehjælpen:

Mødrehjælpen er en privat socialhumanitær organisation, der hjælper gravide og forældre, der befinder sig i en sårbar situation samt bidrager til at udvikle dansk socialpolitik.

Mødrehjælpen har både professionelle rådgivningstilbud og lokalforeninger med aktiviteter og butik drevet af frivillige. Indsatserne går hånd-i-hånd og støtter på hver sin måde gravide og børnefamilier igennem livets sårbare situationer.

Mødrehjælpen har 140 lønnede medarbejdere og godt 2.200 frivillige ildsjæle landet over. Mødrehjælpen har rådgivningshuse i København, Aarhus og Aalborg. Hertil kommer Mødrehjælpens 43 lokalforeninger og 43 butikker rundt om i Danmark.

Mødrehjælpen hjælper og rådgiver stadig flere børnefamilier. I 2021 imødekom Mødrehjælpen 46.249 henvendelser. 24.671 af dem deltog i eller modtog hjælp via Mødrehjælpens lokale aktiviteter og tilbud. Mødrehjælpens lokalforeninger spiller derfor en stor rolle i at sikre, at Mødrehjælpen kan hjælpe endnu flere, der befinder sig i en svær situation, både lokalt og på landsplan.