Man kan altid kende et kommende folketingsvalg i Danmark.
Det starter ikke med en officiel dato. Det starter med, at landspolitikerne pludselig taler, som om vi er lidt naive og meget letpåvirkelige. Valget er i gang. Det er bare ikke officielt. Det er sådan en politisk “vi ses måske”-fase.
Pludselig vokser træerne ind i himlen igen.
Der bliver plantet milliarder.
Investeret milliarder.
Reddet velfærd for milliarder.
Det er helt utroligt, hvad der kan lade sig gøre, når meningsmålingerne begynder at dirre.
Skatten?
Den stiger ikke.
Eller også gør den.
Eller også stiger den kun for nogen.
Men ikke for dig.
Måske.
Jeg forstår det ikke helt. Det afhænger åbenbart af, om man læser det med økonomiske briller, sociale briller eller partibriller.
Og så er der selvfølgelig hvederne.
St. Bededag lever videre som politisk surdej.
Nogen vil have den tilbage.
Nogen vil have den glemt.
Nogen vil have den forklaret én gang til – denne gang med grafer.
Er vi nået dertil, hvor man skal overveje, om man må skrive på Facebook: “Vi spiser hveder i aften ”
Uden at det tolkes som en politisk tilkendegivelse?
Skal man tilføje en disclaimer? “Dette opslag er ikke partipolitisk motiveret. Hvederne er købt af egen fri vilje.”
Man tør jo snart ikke bage uden at blive placeret i en blok.
Samtidig er pegefingrene allerede varmet op.
Hvem vil egentlig gøre hvad for os vælgere? Uden det lyder som et standup-show? Og vi vælgere? Vi sidder og prøver at regne ud, hvem der egentlig lover hvad – og om det stadig gælder i morgen. Jeg holder personligt med dem, der kan forklare deres politik uden at bruge sætningen:
“De andre er helt ude af trit med virkeligheden.”
Fortæl mig i stedet:
Hvad vil I?
Hvad koster det?
Hvem betaler?
Og må jeg spise mine hveder i fred?
Det ville være forfriskende med en valgkamp, hvor man ikke skal have tolk, økonom og konfliktmægler med i sofaen.
For helt ærligt: Jeg vil gerne tage stilling. Jeg vil gerne forstå det. Jeg vil gerne stemme klogt. Men når træerne vokser ind i himlen, skatterne både stiger og ikke stiger, og bagværk er blevet ideologisk, så bliver man en smule rundtosset.
Så ja. Valget er i gang.
Ingen har bare trykket på knappen endnu.
Men jeg er klar. Med kaffe.
Med valgprogrammer.
Og med hveder – helt neutralt, naturligvis.