NY BOG: ’Mit Paradis på Jorden’

’Mit Paradis på Jorden’ er titlen på en bog om Gerhard Tambour og Tambours Have, som Varde Kommune udgiver i denne uge. Bogen handler om den esbjergensiske skrædder, Gerhard Tambour, der i 1939 lejede et stykke jord ved Karlsgårde Sø for 15 år senere at omdanne området til en frodig besøgshave, som den dag i dag besøges af tusindvis af haveinteresserede gæster.

I bogen kommer vi omkring Tambours liv, fra han blev født i Stouby i 1906 til hans død på Fourfeld Plejehjem i 1978. Vi kan læse om, hvordan haven på mange måder blev hans skæbne, og vi møder familiemedlemmer og naboer, der alle var med til at virkeliggøre Tambours vidtløftige drømme og visionære idéer. Gerhard Tambour cyklede rundt på planteskolerne i hele Jylland for at skaffe planter og blomster til sin have, der i løbet af 60erne og 70erne blev et stort tilløbsstykke. Tambours Have var kendt blandt haveinteresserede fra hele landet. Bogen handler også om selve haven, og vi lærer bl.a. om, hvordan planerne ændrede sig undervejs, efterhånden som han opkøbte og lejede mere og mere jord for at få plads til alle sine drømme.
I dag ejes Tambours Have af Varde Kommune og er stadig en velbesøgt besøgshave. Mange af de gamle træer og rhododendron vidner om havens alder, men der sker også hele tiden nye tiltag. Bl.a. kom det store orangeri til i 2017 og sidste år blev der etableret en zenhave i forlængelse af Japanhaven. Der arrangeres mange events i haven og som noget nyt i år holdes der åbent torsdag aften i juni, juli og august med forskellige aktiviterer som f.eks. koncerter, strikkecafé, foredrag og lign.

Citat fra bogen:
”Her skulle skabes en paradisisk plet, hvor sind og sjæl kunne finde ro i en urolig tid. At det blev til noget større, gør intet. Når jeg en gang er borte, vil anlægget ligge som et fredeligt minde, til glæde for forhåbentlig tusinder og atter tusinder af travle mennesker, der trænger til fred i sind og sjæl”
Gerhard Tambour, 1966