I 2015 var byens borgere, anført af en styregruppe og med hjælp fra Varde Kommune, sammen om at lave udviklingsplan 2020 for Agerbæk. Med inspiration fra Ansagermodellen, er styregruppen i Agerbæk nu indstillet på oprette foreningen Agerbæk Udvikling og foreslår samtidig at lokalrådet nedlægges.
Behov for en forening med økonomi
Byens fungerende lokalråd for Agerbæk by og omegn er sammensat af repræsentanter fra byens foreninger og institutioner. Et råd hvis formål er at bidrage til sognets udvikling i overensstemmelse med borgernes ønsker, som det står i vedtægterne. Foreningen har dog ingen økonomi, hvilket der vil blive brug for i det fremadrettede arbejde med Agerbæks udvikling.
Lokalrådets siddende medlemmer er også solidt repræsenteret i den styregruppe, der nu indstiller til lokalrådets opløsning og en ny forenings oprettelse.
Arbejdet er i gang
På de tre workshops i 2015 blev der lavet et flot stykke arbejde af byens borgere og styregruppe, der resulterede i udviklingsplanen, som blev fejret i skolens aula i efteråret. Siden har nogle af de prioriterede projekter allerede vist deres relevans. Agerbæk App’en er lanceret og bliver allerede flittigt brugt. Der en bevilliget penge fra kommunen til en ny skolesti fra Jernbanegade og en ny multisal med muligt tilhørende folkebibliotek er under planlægning ved skolen. Udviklingsgruppen er inviteret med i projektarbejdet, så der er mulighed for at påvirke indretning og placering af salen, så den både gavner skole og lokalsamfund på bedste vis.
Andre projekter kalder også på opstart og der er brug for penge til at igangsætte arbejdet med de fleste af disse.
Ansager som inspiration
På det seneste årsmåde for lokalrådet i Agerbæk var formand for Ansager Byudvikling Magnus Dahlmann inviteret til at fortælle om Ansagers måde at arbejde med deres udviklingsplan. Det gav gejst og blod på tanden fortæller Jesper Christiansen:
”Det var meget inspirerende at høre Magnus fortælle om, hvordan Ansager på 2-3 år har vendt udviklingen fra at være en by i nedgang til en by med en vækstplan. Ansager er nu en by i rivende udvikling med 650 betalende medlemmer af foreningen Ansager Byudvikling. En by hvor flere hundrede borgere er engageret i arbejdet for i fællesskab at skabe en by, der både er et besøg værd og som er værd at bosætte sig i. Det er helt utroligt, hvad der har kunnet lade sig gøre på så kort tid. Derfor har vi med inspiration i Ansagermodellen besluttet os for at oprette foreningen Agerbæk udvikling”, fortæller Jesper Christiansen fra styregruppen.
Der afholdes stiftende generalforsamling for foreningen den 11. april kl. 19.30 i klubhuset hos ASF.