Nyt navn til Museet for Varde By og Omegn

Vardemuseerne er det nye navn, der afløser Museet for Varde By og Omegn. Navneændringen sker i forbindelse med en fusion mellem museet og formidlingsinstitutionen NaturKulturVarde fra 1. januar 2017. Begge institutioner formidler i landskabet under Varde Kommunes vision ”Vi i naturen”. Det nye navn er blevet til i samarbejde med kommunikationsbureauet Advice, som samtidig også står bag det nye visuelle design for Vardemuseerne og museet Tirpitz, der åbner til sommer i Blåvand.

Nutidigt navn 

Museet for Varde by og omegn blev oprettet i 1912. Dengang var navnet passende for et købstadsmuseum, der også viste lidt af oplandets historie. Gennem årene har museet ændret fokus ved kommunesammenlægninger og gennem turistsatsninger i ferielandet. I dag er det ikke længere kun købstaden Varde, der er i centrum, men otte forskellige udstillingssteder spredt over Varde Kommune. NaturKulturVarde beholder sit navn, men nu som en del af Vardemuseerne. Samme konstruktion eksisterer allerede for den arkæologiske enhed Arkæologi Vestjylland, der drives som et samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Vardemuseerne.

Succesfuld fusion 

Det var oprindeligt planlagt, at fusionen først skulle træde i kraft i 2018. “Selve processen har været meget positiv. Og det er gået så godt, at vi kunne komme i gang i 2017,” siger Lisbet Rosendahl (V), formand for kultur og fritid i Varde samt for Vardemuseerne. Det første år består de to gamle bestyrelser, hvorefter der næste år skal vælges og udpeges en ny bestyrelse for Vardemuseerne.

(Kilde: Museumsnyt)