Ørnens Dag ved Filsø

Kom med ud at oplev havørnene ved Filsø søndag d. 26. februar.
Ornitologer fra DOF (Dansk Ornitologisk Forening) Sydvestjylland vil stå klar med kikkerter og fortæller om havørnene og de mange andre fugle man kan opleve ved Filsø. Aktive fra Danmarks Naturfredningsforenings Varde Afdeling fortæller om Filsøprojektet og står klar med fuglequiz og andre aktiviteter for børnefamilier.

Da Filsø i 2012 blev genoprettet som Jyllands næststørste sø, etablerede et havørnepar sig omgående i tilknytning til søen. Ørnene har sidenhen ynglet hvert år, og såvel de gamle fugle som unger, ses jævnligt ved søen. Desuden gæstes søen især i vinterperioden ofte af fremmede ørne samt forskellige andre rovfugle, f.eks. blå kærhøg og vandrefalk.

Havørnen er de sidste 21 år genindvandret i Danmark efter at have været totalt udryddet. I 2016 var der 87 ynglende par i Danmark og der kom 123 unger på vingerne. Havørnene er stadig fåtallige som ynglefugl i Vestjylland, hvorfor det har været en stor succes at Filsø har fået sit eget ynglepar så hurtigt. Havørnen kan få et vingefang på op til 2.40 m, og den kaldes også for “den flyvende dør” (Kilde: DOF)
Ørnens Dag er et landsdækkende arrangement, som finder sted hvert år i slutningen af februar. I 2017 er arrangørerne DOF og DOFs lokalafdelinger, Projekt Ørn og Projekt Fugleoveralt. Læs mere om Ørnens Dag her: http://www.dof.dk/naturbeskyttelse/arter/orne/oernens-dag

Ørnens Dag ved Filsø afholdes i samarbejde mellem DOF Sydvestjylland og Danmarks Naturfredningsforenings Varde Afdeling.

MØDESTED: Filsøvej 30, 6854 Henne
Arrangementet er åbent og gratis for alle