Overraskelse: Færre skilsmisser på trods af Corona

Helt nye tal fra Danmarks Statisk viser, at antallet af skilsmisser mod alle forventninger faldet i 2021. Således var der bare 12.886 skilsmisser i 2021 mod 15.651 i 2020. Der er således tale om et fald på 18 pct.

”Det faldende antal af skilsmisser er overraskende. De fleste har peget på, at Corona og isolation ville betyde flere skilsmisser. Det er positivt, at vi ser, at danskerne har valgt hinanden til,” siger cheføkonom Jens Christian Nielsen og fortsætter:

”Samtidig ser vi også, at antallet af vielser er faldende. Det står lidt i kontrast til den bryllupsboble, som mange har talt om oven på et 2020, der var lukket mere ned end, vi så i sommeren 2021. Enten står vi overfor et brag af mange bryllupsfester i 2022 eller også har isolationen har gjort det sværere at være single eller nyt par.¨

Parterapeut Charlotte Brink er ikke så overrasket over, at vi nu ser færre skilsmisser.

”Jeg er faktisk ikke så overrasket over, at vi ser et pænt fald i antallet af skilsmisser. Min oplevelse er, at pandemien har bragt mange par tættere sammen. Vi er ganske enkelt blevet mere nysgerrige på hinanden, og har brugt den ekstra tid sammen til at finde nye måder at være sammen på og få mere ud af den tid, som vi har sammen. Min oplevelser er, at mange par er blevet bedre til at tale sammen, og det er helt afgørende for at have det godt sammen. Og vi kan jo også se, at det har haft en positiv indflydelse på antallet af nyfødte,” siger parterapeut Charlotte Brink.

Vidste du, at pensionen ikke deles i forbindelse med skilsmisse?
Mange tror, at alle aktiver deles lige i forbindelse med en skilsmisse. Men sådan er det ikke med pensionen. Her er det nemlig reglen, at hver part som hovedregel beholder egen pensionsopsparing, hvis den anses for at svare til den enkeltes beskæftigelse og uddannelse. For mange lyder dette måske rimeligt. Men i den virkelig verden indretter mange deres parforhold sådan, at den ene part i perioder arbejder mindre og derved også gøre mindre karrierer i de år, hvor børnene er små, ligesom kvinder generelt ofte sparer mindre op som følge af barsler, orlov m.m.

”Vi oplever i forbindelse med vores rådgivning, at rigtig mange desværre ikke er opmærksomme på, at pensionsopsparingen ikke deles ligeligt mellem parterne, og midt i en skilsmisse er det ikke altid helt nemt, at få aftalerne på plads. Vi ser derfor et reelt behov for, at der kommer mere oplysning om deling af pension ved skilsmisse,” forklarer cheføkonom Jens Christian Nielsen fra Velliv og fortsætter:

”Pension er jo typisk ikke det første man taler om, når man bliver gift eller flytter sammen. Men det kan faktisk være en rigtig god ide at få aftalerne på plads. Deling af pension ved skilsmisse er en sag, men der er også andre praktiske forhold omkring indbetaling til pension under barsel og orlov, som også giver rigtig god mening at få talt om.”

Tegn en ægtepagt, så er der aldrig tvivl om, hvordan pensionen skal deles
I tilfælde af en skilsmisse er der derfor en reel risiko for, at den ene part er langt bedre økonomisk stillet end den anden part. Det vil ikke mindst gælde, hvis skilsmissen sker, når børnene er flyttet hjemmefra og der ikke er så længe til pension. Her kan være meget svært at nå at rette op på evt. skævheder inden pensionsalderen rammer. Det er langt fra en optimal situation.

”Når skilsmissen indtræder, så er reglerne i dag sådan, at hver part tager sin pension med sig, det betyder i praksis, at den velstillede part får en pension, der afspejler det hidtidige liv, mens den anden part kan se frem til en pensionisttilværelse på anden klasse med en væsentlig lavere pensionsudbetaling – det er problematisk,” siger Jens Christian Nielsen.

Men heldigvis kan den situation imødegås ved at tegne en ægtepagt, hvor man kan sikre, at begge parter stilles lige godt. Desværre er der kun hvert år ca. 8.500 – 9.000 par der årligt får tegnet en ægtepagt. Det svarer til under 1/3 af hvert indgået ægteskab. Desværre tyder tallene på, at antallet af ægtepagter endda er faldende.

”Det er nemt at få udarbejdet en ægtepagt. Man kan enten kontakte en advokat eller man kan gøre det via nettet, og det koster fra ca. 500 kroner afhængigt af, hvor meget rådgivning og hjælp man har brug for. Mit bedste råd til danskerne er at tage en snak med partneren om en ægtepagt er en god løsning for jer,” afslutter Jens Christian Nielsen

Pressemeddelelse –  Velliv, Pension & Livsforsikring A/S