Politiet: Kom i lufthavnen i god tid

Skal du en tur til USA, England, Tyrkiet eller Thailand? Så kom i lufthavnen i god tid. Fra på lørdag den 7. oktober vil det tage lidt længere tid end normalt at komme igennem paskontrollen i Københavns Lufthavn. Det skyldes, at alle, der rejser ind i eller ud af Schengen-området, nu skal have scannet deres pas pga. en skærpet grænsekontrol.

Den skærpede grænsekontrol betyder i praksis, at alle, som rejser ind i eller ud af Schengen-området, fx til eller fra USA, England, Tyrkiet eller Thailand, vil få scannet sit pas og blive kontrolleret i politiets databaser og relevante EU-databaser. Kontrollen vil sikre politiet et endnu mere fintmasket net bl.a. til at forebygge organiseret, grænseoverskridende kriminalitet.

Vi har sat ekstra personale ind til paskontrollen i Københavns Lufthavn, og sammen med lufthavnen gør vi alt, hvad vi kan, for at sikre, at alle får den bedst mulige rejse. Men der vil være risiko for køer i perioder, så kom i lufthavnen i god tid, gå til paskontrollen i god tid, og hav dit pas klar, når det bliver din tur.