Politiet: Træn skolevejen til fods eller på cykel

Politiet: Et nyt skoleår nærmer sig, og det kan være fristende at køre børnene i skole, når nu I selv skal afsted om morgenen i bil.
Omvendt er det en god investering at lære jeres børn gode trafikvaner allerede i de mindste klasser, og det er oplagt at begynde allerede nu – i den sidste del af sommerferien.
TRÆN SKOLEVEJEN TIL FODS
– Vælg en sikker rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er mindst trafik.
– Gå ruten mange gange sammen og aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.
– Gentag de regler, I har øvet: Stop ved kantstenen, se dig for til begge sider, tjek at bilerne stopper, før du går over for grønt.
– Lad barnet forklare, hvad I skal gøre, så du er sikker på, at det er forstået.
TRÆN SKOLEVEJEN PÅ CYKEL
– Vælg en sikker cykelrute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er cykelsti.
– Lad dit barn køre inderst eller forrest – så kan du holde øje med det.
– Sig til i god tid, før I skal dreje.
– Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe.
– Stop og se jer godt for, før I krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over.
– Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det.
– Tag afsted i god tid, så turen ikke bliver stresset.