Politinoter fra de to seneste døgn

En ung mand overså Tingvejen, da han om natten kom kørende i tåge på Hellevej.
Det resulterede i, at han påkørte nogle træer i en have.
Der skete kun mindre materiel skade.

Næsbjerg
På Biltoftvej, 50-100 m før Hedevangvej, snittede to biler hinanden. Den ene bil fik smadret sit sidespejl, som igen smadrede sideruden. Den anden bilist kørte fra stedet.

Outrup
Der har været indbrud på Stadionvej. Udbyttet blev en safebox med kontanter, et smykkeskrin og en kraftig ravkæde.

Henne Strand
Under et indbrud på Frytlevej er der stjålet en Philips fladskærm samt en klokradio af ukendt mærke.

Kvong
I forbindelse med en rutinemæssig kontrol standsede politiet en 38-årig mand fra lokalområdet. Han kørte i narkopåvirket tilstand og havde heller ikke kørekort.

Varde
På Hjertingvej ved Løvbjerg mistede en varebil torsdag i tidsrummet 17.00-17.06 tre papkasser med cigaretter. Det skete i forbindelse med aflæsning af andre varer til Løvbjerg.

Politiet blev i nat kaldt til et værtshus ved Kræmmergade, da en gæst opførte sig mærkeligt. Da politiet visiterede den 50-årige mand, fandt de en ulovlig kniv. Han sigtes derfor for overtrædelse af våbenloven.