Politiske modstandere enige om ny cykelsti

Cykelturismen er i voldsom vækst. Det har fået de to folketingskandidater, Claus Christensen (V) og Anders Kronborg (A) til at indlede et samarbejde.
Selvom de repræsenterer henholdsvis Varde og Esbjerg Kommune, og selvom begge normalt er politiske modstandere, så er der bred enighed om ét mål: At blive en del af cykelrute 1.
Den nationale cykelrute 1 løber langs vestkysten fra Rudbøl i syd til Skagen i nord. Problemet er bare, at Marbæk Plantage ikke er tænkt ind i cykelruten.
– Man kan kun cykle gennem plantagen på en grusvej, og det ønsker vi på begge sider af kommunegrænsen at gøre noget ved, fortæller Claus Christensen.
Ønsket er derfor en cykelsti gennem Marbæk. For Esbjergs vedkommende bliver det cirka 3,7 km dobbelrettet, asfalteret cykelsti langs østsiden af Myrtuevej, mens cykelstien skal forbindes med Varde Kommune via en udvidelse af Tarphagebroen og videre til Billum.
– Prisen bliver cirka 25 mio. kroner, fortæller Anders Kronborg. Vores håb er, at den kan stå klar inden 2025, tilføjer han.
Der er endnu ikke nedsat cykelpuljer, men de to folketingskandidater ønsker at være på forkant.
– Men ved at lave en kombination af statslige og kommunale midler, så føler vi, at vi står godt rustet, fortæller Claus Christensen.

Gevinst for turismen
Når stien kommer, vil det gavne turismen.
Varde er en meget stor turistkommune med over 3,5 mio. overnatninger om året, og ved at kunne tilbyde dem at cykle fra den nordlige del af kommunen til blandt andet Marbæk, vil det være en fordel for begge kommuner.
– Jeg ser rigtig mange turister med mountainbikes her i Marbæk, fortæller lederen af Myrthuegård, Jens Futtrup.
– Her har Vadehavet sit udspring, og er samtidig det største område i Nationalpark Vadehavet. Det er faktisk unikt, og det vil vi gerne vise frem for cykelturister, slutter han.

Det er ønsket, at stien bliver en oplevelsessti med en aktiv formidling af områdets natur og kultur.claus-christensen-anders-kronborg1