Mit Navn: Poul Rosendahl.
By: Agerbæk.
Job: Kørselsleder/Politiker.
Jeg holder min sommerferie I Tyrkiet, hvilket jeg efterhånden har gjort de sidste 12 år. Vi holder den i byen Oba, lidt øst for Alanya. Vi har ca. 2,5 km. til centrum i Alanya. Vi kommer ikke så ofte til Alanya, da vi kan få det hele her i Oba.
Oba er en by, der er vokset helt enormt i de sidste 10 år – da vi startede med at komme her i 2005, var der ikke mange restauranter, eller for den sags skyld butikker. I dag er der bare det hele, og selv om der er det hele, så er det stadig en stille bydel, som jeg vil sige både er god for børnefamilier, og det lidt mere voksne publikum.
Vi har et par små traditioner, når vi er hernede – den ene er, at der er marked her i Oba hver mandag. Der kommer vi oftest et par gange i løbet af opholdet hernede. Det er en ren fornøjelse med alle de friske frugter, og grøntsager. Der kan købes mange andre ting på markedet og der skal gerne pruttes om prisen.
En anden tradition er, at der kommer mange danskere, som vi kender på den ene eller anden måde. Så derfor har vi som regel det, vi kalder en “dansker aften”. Så der mødes vi på en restaurant til fælles spisning, og hygge, over et glas vin, eller to. Det kan svinge lidt med, hvor mange vi er, men vi er de senere år blevet flere, da nogle af børnene har fået kæreste på. Det svinger fra 15 til 30 stykker, men ofte forsvinder de unge stille og roligt efter spisningen – for at finde et sted med lidt musik osv. J
Mine tanker om den danske sommer er, at vi har utrolig mange smukke steder i Danmark. Men det kniber lidt med, at der måske kun er godt vejr i 14 dage. Og jeg tror, når vi danskere holder ferie, så ser vi helst solen komme frem hver dag. Det giver den energi, der skal til, når vi skal tilbage på job – det er ligesom at lade et bilbatteri op. Så det bedste ved sommeren er, at der skabes ny energi, og mange finder nye venner. Vi må jo glæde os over, at der kommer mange turister fra andre lande, og holder deres ferie i Danmark, som nyder de perler vi har at kunne tilbyde.
Min drømmeferie er til Thailand – eller de Vestindiske Øer. Det er de to steder, jeg har hørt så meget om, at det må opleves inden for overskuelig tid. Men der er jo også mange andre steder – at rejse er jo at leve. I dag kommer man jo på 12-14 timer om på den anden side af kloden og priserne er jo også til at komme til, hvis vi bare ser 20 år tilbage. Der ville det koste en lille bondegård, at komme f.eks. til USA.
Men jeg vil gerne sige, at alle har godt af ferie, men det kræver, at man så også kan lade arbejdet blive derhjemme. Og i den tid man er væk, skulle der gerne være nogen der kan tage over de 14 dage, til måske tre uger.
Jeg ønsker alle en go’ sommerferie, hvor end I befinder jer.