Kom til virtuel præsentation af TrapDanmarks udgivelse om Varde Kommune

Varde Bibliotek inviterer til en virtuel præsentation af TrapDanmarks kommunebog om Varde Kommune den 15. april. Der vil være rig mulighed for at få belyst, hvordan Varde Kommune egentlig har udviklet sig siden 5. udgave af TrapDanmark udkom fra 1953-1972.

Siden første udgave udkom i perioden fra 1856 til 1860, har TrapDanmarks udgivelser stået som hovedværk for dansk topografisk beskrivelse. I den nye 6. udgave er indholdet skabt af et stort hold forskere og eksperter, der har udvalgt det væsentligste – fra det mest almindelige til det mest specielle. Siden 2015 har er den 6. udgave af TrapDanmarks 34 bind blevet udgivet løbende, og nu er turen kommet til udgivelsen om Varde Kommune.

Til den virtuelle præsentation af TrapDanmarks udgivelse om Varde Kommune kan du hjemme fra din egen stue bl.a. opleve borgmester Erik Buhl og Niels Elers Koch, der er professor og administrerende direktør i TrapDanmark, fortælle om udgivelsen. Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål, for hvordan står det egentlig til med den tyske turisme, flodperlemuslingerne og Skallingen?

Fra kl. 15.00 til kl. 16.00 kan du streame dagens program direkte hjem til dig selv. Selvom arrangementet er online, er der rig mulighed for at stille spørgsmål til dagens indlægsholdere gennem streamingsiden.

Programmet for dagen er som følger:

  • Velkommen v/ Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune og forfatter af udgivelsens forord.
  • ”TrapDanmark – historien og arbejdet bag” v/ Niels Ehlers Koch, professor og adm. direktør i TrapDanmark.
  • ”Billedkunsten i Varde” v/ John V. Jensen, Vardemuseerne.
  • ”Den store plan i Varde, 1899” v/ Ole Nørskov Nielsen, bestyrelsesformand i Lokalhistorisk Arkiv Varde.
  • Spørgsmål fra presse og deltagere
  • Tak for i dag v/ Peter Holm Lindgaard, biblioteksleder på Varde Bibliotek.

Fakta
Torsdag d. 15. april 2021 kl. 15-16.00
Tilmelding til LIVEstream-arrangementet på www.vardebib.dk/livestreaming

Du kan sende spørgsmål til indlægsholderne under foredraget. Der er et felt på livestreaming-siden, hvor du kan skrive spørgsmål og kommentarer undervejs. Du kan også sende en sms til tlf. 20 22 08 10.

Billetter kan bestilles ind til kl. 12 dagen før arrangementet.