Region Syddanmark: Jobvækst i Billund og Middelfart

En ny opgørelse fra Djøf viser, at der er meget store forskelle mellem de enkelte kommuner i udviklingen af den private beskæftigelse i Region Sydanmark.

Store variationer mellem kommunerne

I perioden 2011 til 2016 har Billund Kommune haft en vækst på 14 procent i antallet af arbejdspladser i den private sektor. Det svarer til en fremgang på 1.500 medarbejder – fra 11.100 til 12.600. På en anden plads ligger Middelfart med en vækst på 11 procent efterfulgt af Vejen, Esbjerg og Nyborg.

Ærø ligger i bunden med et tab på 19 procent i antallet af private arbejdspladser. Herefter kommer Langeland med -11 procent og Tønder med -8 procent. Ses der overordnet på hele Region Syddanmark, er der en fremgang på 1,2 procent.

Tallene kommer fra Danmarks Statistiks lønmodtagerregister, og 2016-tallene er de nyest tilgængelige.

– Selv om det generelt går godt for dansk økonomi og beskæftigelse, er der meget store variationer mellem de enkelte kommuner og regioner. Varig vækst i en kommune er helt uundgåeligt afhængig af antallet af private job, der bliver skabt. I Djøf ønsker vi et sammenhængende Danmark i balance, og det er helt åbenlyst, at der skal gøres en ekstraordinær indsats for at styrke den private vækst, siger Henrik Funder, formand for Djøf Privat.

God og sund udvikling

I den nye undersøgelse fra Djøf er der også blevet kigget på udviklingen i antallet af akademikere ansat i den private sektor i de enkelte kommuner. Også her ligger Billund i top med en vækst på hele 74 procent i årene 2011 til 2016. De efterfølgende pladser bliver taget af Esbjerg og Vejle med en vækst på 45 procent. Væksten i antallet af medarbejdere med en lang videregående uddannelse har i hele regionen været på 25 procent.

Henrik Funder gør opmærksom på, at der er et tæt sammenhæng mellem virksomhedernes udvikling og antallet af højtuddannede medarbejder.

– Der er sket en markant stigning i antallet af akademikere ansat i den private sektor i mange kommuner. Det er en god og sund udvikling, og der er brug for mange flere. Når virksomheder begynder at ansætte medarbejdere med en akademisk uddannelse til at styrke deres produkt- og forretningsudvikling, markedsføring, kundekontakt mv. kan vi se, at det har en positiv udvikling på væksten og beskæftigelsen. En akademikere trækker job med sig til 4,5 nye medarbejdere – fortrinsvis faglærte og ufaglærte, ligesom mindre virksomheder der ansætter akademikere har en vækst der er 38 pct. højere end virksomheder uden akademikere, påpeger Henrik Funder og fortsætter:

– Derfor er det vigtigt, at den offentlige indsats bliver bedre til at oversætte de lokale iværksætteres og virksomheders behov og har blik for mulighederne for at tiltrække medarbejdere med de rigtige kompetencer, så vi får sat en positiv spiral i gang.

– Folketinget er i øjeblikket ved at forhandle næste års finanslov og regeringens vækstplan. Fra Djøfs side vil vi opfordre politikerne til prioritere Landdistriktsvækstpilotordningen, der akut mangler midler, InnoBooster-ordningen og akademikerkampagnen. Ordninger, der hjælper virksomhederne med at ansætte højtuddannede medarbejdere og dermed bidrager til at skabe vækst og udvikling, siger Henrik Funder.

Djøf foreslår bl.a. også et tættere samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne samt pilotforsøg med nye ansættelsesformer.

 

Djøf er den faglige organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende.

 

Af Sissi Andersen