René er ny ungeguide: De unge skal tages meget mere alvorligt!

For langt de fleste unge mennesker i Varde Kommune er det er ikke et fremmed ansigt, der tager imod i Vardes Ungehus. René har nemlig gennem en årrække været tilknyttet og ansat i Ungdomsskolen Varde. Og nu griber han også udfordringen som ungeguide.

De sidste formaliteter falder på plads denne uge, og nu gælder det så ifølge René Steen Jensen om at se fremad og tænke nye udviklingsmuligheder for ungdommen i kommunen.
– Jeg brænder kort og godt for det her! Brænder for at gøre en positiv forskel for de unge, lægger den ny ungeguide ud.
– Jeg oplever, at vi har en god sund ungekultur, men den har som så meget andet været ramt af perioden med corona-nedlukninger. Selv om der er gået tid, siden hverdagen kom tilbage, er der stadig flere steder, der halter. Men viljen til udvikling er her – ikke mindst blandt de unge, siger Rene Steen Jensen.

Sammen med blandt andre Ungehusets bestyrelse og Varde Ungeråd går René nu i gang med at skabe visioner omkring og for Ungehuset – både i forhold til selve kulturen, men også med hensyn til aktiviteter – og så alt det, ’der hører med’, som han udtrykker det.

”Vi skal have de unge mere frem i lyset. Der skal være kortere afstand mellem de unge og politikerne for eksempel. Ungdommen skal tages alvorligt – det er den mest direkte måde at sige det på. De unge giver udtryk for generelt, at de gerne vil have det her sted, hvor de kan mødes, se en film, dele en pizza og sludre, uden at skulle ’måles og vejes’. Og det vil jeg gøre mit for bliver endnu mere – og med mange flere muligheder for aktiviteter og fællesskab, de unge kan komme med i!”

Næste store punkt på dagsordenen er ungerådsvalg i september, og René håber, at der vil komme mange interesserede – uanset om man ønsker at være en del af bestyrelsen, eller bakke op om en positiv udvikling af Ungehuset.

– Jeg vil opfordre de unge til at følge med blandt andet på de sociale medier. Lige nu rydder vi op i det, men snarest vil der være mulighed for at følge med i, hvad der sker i Ungehuset, på både Instagram og Facebook, lyder det fra René Steen Jensen.

 

Sandie Eis Ravn, Byrådsmedlem i Varde Kommune, Socialdemokratiet, Udvalgsformand i Kultur og Fritid:

”I Varde Byråd er det helt vildt så mange nye vi gerne vil se – og derfor vil vi gerne arbejde for at engagere og aktivere de unge mennesker i kommunen. Det skal være sådan, at man tænker tilbage på sit ungdomsliv med så stor glæde, at man ønsker at give den oplevelse tilbage til sine egne børn. Her er ungerådet og ungdomsskolen et vigtigt eksisterende miljø som vi skal have spillet endnu stærkere i årene der kommer. Derfor er vi super spændte på den udvikling, René som en del af ungdomsskolen vil være med til at facilitere, vi støtter i hvert fald op fra Kultur og Fritid gennem den politik, vi snart sender i høring.”